Midt under sangen kæmpede Tanne Balcells for ikke at vise bryster for hele Danmark, da hun pludselig kunne mærke en strop, der sprang.

Det fortæller den 22-årige sangerinde til B.T. dagen efter den optræden, som endte med at gøre hende til grandprixvinder med makkeren Benjamin Rosenbohm i duoen Ben & Tan.

Her var Tanne Balcells iført en hvid blazer, der var sat sammen med en glimtende stropkjole. Og det var et outfit, der krævede en del planlægning at få på.

»Jeg blev syet ind i min kjole og sprættet op, når jeg skulle have den af igen. Så jeg kunne ikke gå på toilettet, når jeg først havde den på,« siger Tanne Balcells.

Ben & Tan med sangen 'Yes'.
Ben & Tan med sangen 'Yes'. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Under den hvide blazer-kjole var sangerinden iført en spandexdragt, der både var syet fast til blazeren og til hendes bh, så hele dresset blev siddende, som det skulle, når hun bevægede sig rundt på scenen under sangen 'Yes'.

Men da duoen gik på scenen for anden gang under lørdagens Melodi Grand Prix efter at være blevet stemt videre af seerne, var det alligevel ved at gå galt.

»Da vi stod og sang til hinanden i sidste sætning, var der en strop, som var syet ind i toppen, der sprang. Så jeg stod sådan her,« siger Tanne Balcells og viser, hvordan hun måtte presse sin venstre arm helt ind til kroppen og spænde op i armhulen for selv at holde toppen på plads.

»Der var ikke noget, der skulle falde ned, så jeg lige pludselig stod og viste bryster for hele verden. Så kunne man lige lave 'en Janet Jackson' til Melodi Grand Prix,« griner hun.

Tanne Balcells måtte holde godt fast i kjolen, da hun pludselig fornemmede, at den var ved at glide ned.
Tanne Balcells måtte holde godt fast i kjolen, da hun pludselig fornemmede, at den var ved at glide ned. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Med det henviser hun til Justin Timberlake og Janet Jacksons optræden under Super Bowl i 2004, hvor sangerinden vakte ramaskrig ved at blotte sit bryst på scenen.

Heldigvis endte det ikke så skidt for Tanne Balcells, der efterfølgende kunne konstatere, at det blot var en hægte i hendes bh, der var gået op og havde skabt panik i hendes hoved. Men at tøjet stadig sad af sig selv.

Ser man bort fra den lille hændelse, er både Tanne Balcells og Benjamin Rosenbohm tilfredse med deres tøj lørdag aften, og de forventer ikke, at der skal laves om på hverken det eller resten af sceneshowet, når de går på scenen under Eurovision til maj.

»Vi har ikke snakket så meget om det på holdet (sangskrivere, producere og DR, red.), men jeg tror, vi tager udgangspunkt i de samme ting med pyroteknikken, og at det farvemæssigt bliver meget af det samme,« siger 17-årige Benjamin Rosenbohm, inden Tanne Balcells tilføjer:

Her bliver Ben & Tan udråbt som vindere af Dansk Melodi Grand Prix 2020.
Her bliver Ben & Tan udråbt som vindere af Dansk Melodi Grand Prix 2020. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det bliver den samme energi, men på et højere niveau. hvor det på en måde bliver halvt Oscar-show og halvt country.«

Lørdagens Melodi Grand Prix blev afviklet uden publikum grundet den aktuelle corona-situation, men det er endnu for tidligt at sige, hvordan Eurovision vil blive afviklet i Holland til maj.

Foreløbig er planen dog, at Ben & Tan går på scenen i Rotterdam til den anden semifinale 16. maj.

Her skal de synge sig til finalen 18. maj.