Sidste sæson af 'Game of Thrones' er skudt i gang efter to lange års ventetid. Men hvad koster det egentligt at lave et afsnit af den populære fantasy-serie?

Det er ikke billigt at lave et afsnit af en serie, der har vundet flere Emmyer, end nogen anden serie har formået. Og den nye sæson er da også væsentligt dyrere end den tidligere.

Ottende og sidste sæson har kostet svimlende 15 millioner dollar, svarende til lige omkring 100 millioner danske kroner, pr. afsnit at servere for de hungrende GoT-fans, der lige nu sidder klistret til skærmene, skriver CNBC.

Seriens afsluttende sæson har haft en prisstigning på cirka 50 procent fra de to foregående sæsoner og byder blandt andet på nogle af de længste afsnit i seriens historie.

De to første afsnit varer cirka en time, men de sidste fire afsnit har en forventet spilletid på op til 80 minutter.

GoT startede med et budget som de fleste andre drama-serier på HBO, hvilket vil sige omkring seks millioner dollar (40 millioner kroner) pr. afsnit, men voksede med seriens popularitet.

Den ekstremt høje pris skyldes blandt andet, at indspilningerne bredte sig over fire kontinenter, hvor flere produktionshold filmede samtidig. Produktionen blev altså markant opskaleret.

Da serien var nået til sæson seks, havde produktionsomkostningerne nået 10 millioner dollar (ca. 66 millioner kroner) pr. afsnit.

Det kan betale sig

På daværende tidspunkt havde det hidtil dyreste afsnit kostet HBO otte millioner dollar (ca. 53 millioner kroner).

Det var afsnittet 'Blackwater' fra sæson to, hvor et kæmpe slag med en tro kopi af et krigsskib fra 1400tallet og ekstremt omfattende rekvisitter pressede prisen to millioner dollar over budgettet.

Heldigvis for HBO har det betalt sig at kaste de ekstravagante beløb efter serien, hvor tilstrømningen af seere er steget i takt med seriens produktion.

Afsnittet 'Blackwater' blev så anerkendt og skabte så stor popularitet, at HBO oplevede et boom i seere, der hoppede med på GoT-bølgen.