Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»I medierne er der malet et forkert billede af mig, og jeg har haft brug for at vise, hvem jeg i virkeligheden er,« fortæller Philine Roepstorff, der snart kan ses i Discovery+-programmet 'Øen VIP'.
Her skal hun sammen med syv andre kendte danskere overleve på en øde ø uden moderne hjælpemidler eller kontakt til omverdenen. Herfra skal de selv skaffe mad, vand og et tørt sted at sove, mens junglens kryb og giftige planter udsætter dem for diverse smertefulde pinsler.
»Jeg tror, folk tænker, jeg er en fin lille pige, der er bange for at blive beskidt. Men jeg er en krudtugle. Jeg er ikke bange. Jeg kan godt lide at have det sjovt,« slår Philine Roepstorff fast.
Men hun har også en anden mission med sin deltagelse.
»Jeg har ikke været glad på tv før, så for en gangs skyld kan jeg vise, hvem jeg er.«
Den 30-årige influencer lever af at vise sit liv frem på Instagram og har i tre sæsoner af tv-serien 'Bendtner & Philine' fra 2020 lukket seerne ind i hverdagen med ekskæresten, Nicklas Bendtner.
Man skulle derfor mene, at Philine Roepstorff har haft masser af muligheder for at vise, hvem hun er.
»Men jeg er ked af, hvordan jeg er fremstillet i mit eget program. Det var en tid, hvor jeg havde det rigtig hårdt psykisk. Jeg var et rigtigt dårligt sted i mit liv, hvor jeg ikke fik mulighed for at vise den Philine, jeg rigtigt er, som er glad og en spasmager,« siger hun.
Hun forklarer, at hun har fået mange tv-tilbud efterfølgende. Og hun har sagt nej til dem allesammen. Men da tilbuddet om 'Øen VIP' kom, var tidspunktet det helt rigtige.
Hun ønsker ikke at uddybe, hvorfor hun havde det hårdt i perioden, men kan fortælle, at hun i dag er 'grundlæggende glad'.
Hun har en tryg base med kæresten, den 24-årige fodboldspiller Jacob Bruun Larsen, og hunden Batman. Og for første gang i lang tid føler hun, hun hviler nok i sig selv til at deltage i et både mentalt og fysisk hårdt tv-program, hvor pressede situationer helt sikkert vil få hende til at vise mindre flatterende sider af sig selv.
Og det kommer hun til i 'Øen VIP', kan hun allerede afsløre. For selvom hun gik til opgaven med frygtløshed og ukuelig optimisme, så måtte også hun bukke under for de 'torturlignende tilstande', som hun kalder de sandfluer, som drev samtlige otte deltagere til vanvid under optagelserne.
Hør nogle af deltagerne fortælle om sandfluerne i videoen over artiklen.
Hun er dog ikke så bekymret for, hvordan kampen med junglens kryb kommer til at tage sig ud på tv.
»Der er virkelig stor forskel på at være presset i en situation og at være langt nede psykisk i en lang periode. En presset situation er hurtigt overstået og er ikke nødvendigvis repræsentativt for hele ens person. Min kerne er overordnet god. Jeg ved, hvad jeg står for, og det gjorde jeg ikke tidligere i mit liv,« siger Philine Roepstorff.
Med sin deltagelse i programmet ønsker Philine Roepstorff også at gøre op med en fordom om, at hun er et luksusdyr, som aldrig ville kunne overleve ét døgn på en øde ø.
»Men den fordom er til dels også min egen skyld,« erkender influenceren, der i sit job bliver betalt for at lave sponsorerede opslag på sin Instagram-profil, hvor hun har godt 404.000 følgere.
»Jeg kan godt lide dyre ting, dyrt tøj og dyre ferier, men jeg shopper lige så meget i Zara og H&M som i Chanel, og jeg rejser også på glamping – godt nok ikke telttur, men glamping,« tilføjer hun med et smil.
»Men jeg lever af at vise et glansbillede af mit liv. Det er det, jeg tjener penge på. Hvis man vil have nogle dyre partnerskaber med store mærker, så må man også fremvise et dyrt og ekstravagant liv.«
'Øen VIP' har premiere på Discovery+ 9. februar.