Mange 'Luksusfælden'-deltagere er blevet en del rigere, hvad angår deres økonomi, og fattigere, hvad angår bekymringer.

Men for Lars fra Haderslev var det ikke en positiv oplevelse at medvirke i programmet.

Som man kunne se i afsnittet, der blev vist tirsdag aften, endte det med, at eksperter og deltagere måtte tage afsked, inden der var lavet forhandlinger på vegne af parret.

I løbet af programmet blev det blandt andet oplyst, at Lars og hans kone Vibeke havde seks års ubetalte regninger til elselskabet.

Men trods ubetalte regninger og økonomisk rod var Lars og Vibeke ikke villige til at flytte fra det hus, som eksperterne vurderede for dyrt til deres budget.

Derfor sluttede programmet før tid.

Lars har efterfølgende forklaret, at selvom parret ikke har fået de goder med, som deltagelse i programmet medbringer, så kan de godt klare sig.

De bor stadig i det samme hus.

Han mener, at publikum bør vide, at man som seer ikke kan følge med i, hvad der er gået forud for optagelserne.

»Det, der sker inden, det er, at vi bliver truet med politifremstillelse i retten,« siger han og uddyber:

»Det skete dagen forinden, og så på dagen, hvor vi skulle filme, var vi i fogedretten, hvor de sagde, at de ikke havde noget på os.«

Han mener, det er derfor, det virker til, at bølgerne går så højt fra hans side af.

At snak om indblanding fra politiet ikke er taget med i programmet, er han glad for, da han siger, at det ikke har noget på sig.

Han taler ud om situationen for at vise, hvorfor han virker så gal i programmet.

I programmet slår eksperterne flere gange på, at den høje husleje på parrets hus gør, at man ikke kan forhandle ordentligt med kreditorerne.

Til spørgsmålet om, hvorfor parret ikke bare vælger at flytte, kommer svaret prompte fra Lars.

»Efter vi var flyttet fra begge vores lejligheder, så sparer vi samlet 7.000 kr. om måneden.«

Han mener, at det er nok til at få økonomien til at køre bedre, og han siger desuden, at han har andre hensyn at tage end til sig selv.

Han lægger dog ikke skjul på, at han ville ønske, han havde fået mere med i programmet.

»Hvis vi nu havde fået den sidste del af programmet med, så der var lagt budget, forhandlet aftale og nedbragt gæld,« siger han.

»Det kunne jeg godt have tænkt mig.«

Han har fortrudt sin deltagelse i programmet.

Til gengæld fraråder han ikke kategorisk folk fra at melde sig til programmet i fremtiden.

»Jeg har jo set flere af programmerne, og der er jo nogen, som får store besparelser, så det er jo fint,« siger han.

Han siger, at parret ikke har levet en luksustilværelse med store bøffer og dyr vin, og han understreger, at det ikke er forbrugslån, der udgør deres gæld.

»Jeg ved godt, jeg har haft rod i min økonomi. At vi har været nogle økonomiske rodehoveder,« siger han og fortsætter:

»For at være ærlig, så vidste vi ikke, hvad vi skyldte, og hvor meget vi skyldte. Vi havde mistet overblikket totalt.«

Fra Nent Groups side (herunder Viaplay og TV3) oplyser de, at de ikke kunne ikke nå at indhente fyldestgørende svar inden deadline.