Game of Thrones' sidste sæson er en af de mest ventede underholdningsindslag i 2019, men hvorfor er det lige, at serien er så god? Hvad er det, den kan, som andre serier ikke kan?

B.T. har spurgt en af Game of Thrones' helt store fans Jim Lyngvild og lektor på Københavns Universitet, Helle Kannik Haastrup, hvad der gør serien så populær.

»En ting, der virkelig rykker ved mig, er, at intet er sort/hvidt. Karaktererne skifter, og jeg tager nogle gange mig selv i at sidde og holde med det onde, fordi jeg forstår den måde at reagere på,« siger Jim Lyngvild.

Det er eksempelvis super realistisk, forklarer Jim Lyngvild, når Cersei Lannister gør de mest sindssyge ting for at passe på sig selv og sin slægt, og den måde at reagere på mener han skaber troværdighed og genkendelighed hos seeren.

Game of Thrones skabte nyt kapitel

Netop genkendelighed og troværdighed er også en ting, som Helle Kannik Haastrup, der forsker i filmæstetik og -genre, beskriver som en del af forklaring på seriens popularitet.

Fantasy blev utrolig populært med Harry Potter- og Ringenes Herre-filmene, og så kom Game of Thrones med en ny definition af fantasy i en serie, som fremstod meget moderne og troværdig.

»Game of Thrones fremstår som moderne, fordi den både skildrer en genkendelig fantasy-verden og er uforudsigelig, fordi heltene dør og de onde ofte vinder kampen,« siger hun.

Før i tiden var fantasy mest henvendt til børn og unge, men Game of Thrones er fantasy for voksne, hvor blod og vold ikke bliver gemt af vejen men udstillet meget grafisk, og nøgenhed og voldtægt er også hverdagskost.

Samtidig er historien kompleks, hvor indviklede intriger, politiske magtspil og kringlede slægtsrelationer præger handlingen, så man også skal holde tungen lige i munden i nogle sæsoner.

Denne udvidelse af serien som genre havde Game of Thrones en del af ansvaret for.

»HBO gjorde fantasy-serien mere velproduceret og æstetisk gennemført og med afsnit på over en time. Det gør, at historierne og de mange handlingstråde bliver samlet i en mere kompleks fortælling med flere detaljer og sidehistorier at følge med i,« siger Helle Kannik Haastrup.

Men der er også noget andet og meget mere aktuelt, der gør, at Game of Thrones skiller sig ud fra mange andre fantasyserier.

En del af holdet bag Game of Thrones til Emmy showet i 2018.
En del af holdet bag Game of Thrones til Emmy showet i 2018. Foto: Mike Blake
Vis mere

»En anden ting er de mange stærke kvinder, som ikke er typisk for fantasy. Det at kvinderne får en central rolle, gør det ekstra interessant, fordi der er en appel på begge sider,« siger Helle Kannik Haastrup og tilføjer:

»Det betyder også noget, at serien både i kostumer og special effects har formået at skabe et særligt fiktionsunivers, som er både interessant og troværdigt.«

Game of Thrones har ud over sit stærke online liv, hvor fankulturen holder serien aktuel og har diskuteret den i det halvandet år, der ikke er kommet nye afsnit, også benyttet andre greb for at skabe tilhørsforhold over hele verden.

Serien har castet skuespillere fra store dele af verden, bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk fra Danmark.

Det giver seerne et ekstra lag af hjemlig genkendelighed, som er med til at opretholde et bredt publikum.

Jim Lyngvild har dog også et enkelt forslag, som lægger sig til en aktuel debat i dagens politisk korrekte Danmark.

»I den her krænkelsesparate tid vi lever i, skal alt man siger være korrekt, men i Game of Thrones gør de det hele - det præcist modsatte.«

Game of Thrones' sidste sæson har premiere natten til den 15. april.