»Det var lidt en kamp,« siger SæÞór Kristínsson om lørdagens afsnit af 'Den store bagedyst'.
Her fik den 28-årige deltager ellers rigeligt med flotte roser fra dommerne, ligesom han var i spil til mesterbagerforklædet. Men meget af det skyldtes held, forklarer han med et grin til B.T.
»Jeg tror, jeg generelt har været lidt for uforberedt igennem sæsonen. Jeg har ikke øvet mig nok og ikke forberedt mig på, hvad jeg skal gøre, hvis det ikke fungerer,« indrømmer SæÞór Kristínsson med et grin.
»Det kommer fra min mor og min opdragelse. Jeg har det altid sådan, at ting skal nok gå, jeg skal nok finde en løsning. Det gør ikke noget godt for mig at gå og stresse over det og lade mig gå på af det.«
Det gik da heller ikke imponerende for den 28-årige regnskabsassistent i den hemmelige udfordring.
Men i den første udfordring fik han store roser for sin Montenegro-kage, der ifølge dommer Markus Grigo havde et »virkeligt imponerende sprøjtearbejde«, og som for Katrine Foged Thomsen var »en fornyelse«, da hun aldrig var stødt på den måde at lave creme på før.
»Det er en meget gammel serbisk kage fra dengang, man ikke havde adgang til fløde, men metoden bruges stadig i dag,« forklarer SæÞór om opskriften.
Tricket er at lave en valnøddegrød med appelsin og chokolade, at legere (jævne, red.) æggeblommer i vandbad og piske en smør luftig, for derefter at blande det hele sammen til den særprægede creme.
»Katrine er uddannet konditor, så jeg tænkte, at det var de begge to stødt på før, men det har nok bare ikke fundet til Danmark. Så det var virkelig sjovt at kunne lave noget, de ikke kendte til,« jubler 'Bagedyst'-deltageren.
Men også ved sin Montenegro-kage var han heldig.
»Jeg ved ikke, om det er kommet med, men der er også én af dommerne, der siger, at det sprøjtearbejde må jeg have øvet rigtig mange gange. Men jeg havde måske prøvet det en gang før. Så det er rigtig sjovt, at det bare spiller, uden jeg forbereder mig,« tilføjer SæÞór Kristínsson med et grin.
I ugens mesterværk faldt det hele også ud til den 28-årige regnskabsassistents held.
Her blev hans rejseminde til den tilsandede kirke i Skagen nemlig kåret som dommernes favorit, selvom det var lige ved at kikse.
Den velvetspray, han skulle male kirketårnet med, blev nemlig ikke køn, og der var han heldig at meddeltageren Tilde Wexøe Munkholm tilfældigvis havde noget hvid pastafarve, som han måtte få lov at låne i stedet.
»Min oprindelige plan hjemmefra var faktisk at lave det med hvid pastafarve. Men da jeg øvede, var jeg ikke tilfreds med, hvordan det så ud. Så jeg skiftede over til velvetspray, som jeg afprøvede en lyserød version af derhjemme. Men i teltet var det et andet mærke, der ikke fungerede. Så jeg var heldig, at Tilde havde noget pastafarve,« forklarer SæÞór Kristínsson.
»Selvom det var en nødløsning, så blev jeg ret glad for resultatet. At Katrine så roser det, er jo virkelig et lykketræf,« griner 'Bagedyst'-deltageren.