Hvis du var en af de mange Badehotellet-fans, der var vild med karakteren 'Fie' i Badehotellet, bliver du muligvis skuffet nu.

Personen bag karakteren, Rosalinde Mynster, afviste nemlig, at hun vil vende tilbage i den niende sæson af Badehotellet, da B.T. mødte hende på den røde løber til gallapremieren på 'Marco Effekten'.

»Jeg har ikke hørt noget fra dem, og da de muligvis allerede er i gang med optagelserne til den nye sæson, så tror jeg ikke i skal regne med et comeback fra 'Fie',« svarede skuespillerinden til spekulationerne om hun vendte tilbage til Badehotel-universet.

Rosalinde Mynster var dog heller ikke sikker på, at hun kunne få tid til at medvirke i den populære serie.

Rosalinde Mynster følte, det var mærkeligt, hun ikke skulle være med i serien mere, har hun tidligere fortalt til B.T.
Rosalinde Mynster følte, det var mærkeligt, hun ikke skulle være med i serien mere, har hun tidligere fortalt til B.T. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Jeg har en travl kalender. Foruden bryllupsplanlægning medvirker jeg også i et teaterstykke på Grønnegårds Teatret over sommeren. Derudover er der premiere på 'Hvor kragerne vender' den 22 juli. Her har jeg hovedrollen. Så der er en masse at se til.«

Det var efter sæson fem, at karakteren 'Fie' måtte forlade badehotellet, fordi hun flyttede til Newcastle i England og ikke havde mulighed for at rejse hjem til Danmark, da Danmark netop var blevet besat af tyskerne under anden verdenskrig.

I sæson ni er tiden spolet frem til 1945, hvorfor det kunne tænkes, at 'Fie' vendte hjem, da de tyske tropper i den periode overgav sig. Det er dog ikke tilfældet.

Det var med blandede følelser, at Rosalinde Mynster måtte forlade universet tilbage i 2018.

»Det er meget mærkeligt, for det er virkelig mange år af mit liv. Der er to sider af det. Den ene side er, at jeg havde brug for et skift på en eller anden måde, fordi jeg også har en følelse af at være nået i mål med karakteren og serien, og det er vigtigt at lukke et kapitel, når man har den følelse,« sagde hun ved Svend-prisen tilbage i 2018, hvor hun uddybede:

»Så på den ene side, synes jeg, det er et godt valg, jeg har truffet. Men samtidig savner jeg folk og synes, det er mærkeligt ikke at være der.«

Niende sæson af Badehotellet ruller over skærmen i starten af 2022.