Den debuterende danske spillefilms-instruktør Janus Metz har lavet en stærk og medrivende film om den svenske tennislegende Björn Borg – og hans ærkerival John McEnroe
Hvis man er så gammel, at man stadig husker Björn Borg som andet end et undertøjsbrand, så vil man temmelig sikkert knuselske ’Borg’ for at tage en med tilbage til det svenske tennis-ikons storhedstid.
Jeg var kun en lille pige første gang, jeg på tv så Björn Borg vinde Wimbledon – men hold da fest, hvor den karismatiske og iskolde svensker med det flotte, lange hår, pandebåndet og de tætsiddende blå øjne ramte lige i solar plexus.
Og Sverrir Gudnasons fine gestaltning af ikonet kan godt give et nostalgisk svip i mellemgulvet. For Borg var en iskold tennis-lækkerbisken fra vort broderland, der betog en hel verden med sin coolness og sit helt formidable tennisspil.
I ’Borg’ er scenen sat til Wimbledon 1980. Borg er kun 24 år, men allerede et ikon på jagt efter sit femte Wimbledonmesterskab. Over for ham står den iltre amerikaner, stortalentet og opkomlingen John McEnroe (Shia Labeouf)
Fremragende Stellan Skarsgård
Filmen er formet som en rammefortælling, der begynder og slutter omkring den legendariske finale, der stadig regnes som en af de bedste og mest dramatiske tenniskampe nogensinde.
Vi kommer med bag kulisserne, og undervejs krydres filmen med vellykkede flashbacks til de to ikoners barndom.
Umiddelbart er Björn og John diametrale modsætninger, men bag facaden er de slet ikke så langt fra hinanden.
I ungdomsårene havde Björn en så aggressiv og utilstedelig adfærd på banen, at han var ved at knuse sin karriere, før den overhovedet var begyndt.
Men træneren Lennart Bergelin (fremragende Stellan Skarsgård) forstod Borgs unikke talent og lærte ham at styre sine aggressioner (som var effektive på ishockeybanen, hvor Borg var et næsten lige så stort talent) – og i stedet projicere energien over i sit spil. Og det, må man jo sige, lykkedes ret godt.
At Borg så endte med næsten at æde sig selv og lande som kontrolfreak med autistiske grundtræk, er en anden side af historien.
Sympati og gensidig respekt
På tennisbanen var Borgs ubrydelige koncentration, perfektionisme og iskolde overblik en gave fra himlen. Uden for banen var alting meget sværere. Det faktum og den sympati og gensidige respekt, som opstod mellem de to rivaler, beskriver ’Borg’ flot.
Det er danske Janus Metz’ første spillefilm. Han har før lavet flere prisbelønnede dokumentarfilm – blandt andet den fremragende ’Armadillo’ og dertil et enkelt afsnit af HBO-serien ’True Detective’.
Så Metz er ikke en mand med stor erfaring, og han har heller ikke gået på Den Danske Filmskole. Men måske er det netop Metz’ baggrund i dokumentarfilmen, som giver ’Borg’ en særlig autenticitet og ægthed. Og så er Metz selvfølgelig godt hjulpet af et solidt interskandinavisk teamwork. Filmen hviler på et velsmurt manus af svenske Ronnie Sandahl og er dertil flot fotograferet og lækkert klippet.
De mange tenniskampe og især den gysende finale er så medrivende, at jeg helt glemte, at jeg kendte resultatet i forvejen.
Det er godt og ærligt håndværk baseret på et ambitiøst skandinavisk samarbejde – en solid biopic, der tager sporten alvorligt og leverer med hjerte, sjæl og passion.
Den slags må Janus Metz og Co. gerne lave meget mere af.
