Krimiserien 'Den som dræber' kan blive en økonomisk dræber for TV2 . Radio-og tv-nævnet har nemlig besluttet at kaste et kritisk blik på seriens rå scener, som bliver sendt søndag aften, mens mange børn stadig har plads i tv-sofaen.
Og nævnet har mulighed for at straffe TV2 økonomisk, hvis det skønner, at TV2 overtræder public service-reglerne ved at sende de barske scener inden kl. 21.
Ifølge en aftale mellem Kulturministeriet og TV2 kan nævnet tildele TV 2 en bøde på maksimalt tre procent af kanalens overskud i det foregående regnskabsår.
Hvis TV2 nægter at acceptere den sanktion, må kanalen gå til domstolene.
Men kanalen vil med ret stor sandsynlighed tabe en retssag, vurderer professor i medievidenskab Frands Mortensen. Public service-reglerne, som bygger på den fælles EU-lovgivning på området, er nemlig ganske klare.- Hvis man overhovedet vil have sådan en grænse, så er der jo ingen tvivl om, at det her er over den grænse. Men man kan jo altid diskutere, om det er hensigtsmæssigt at have en grænse - for der bliver jo også sendt ting i nyhedsudsendelserne før kl. 21, som ikke er egnede for børn, siger Frands Mortensen.
TV2 peger på, at DR i mange tilfælde har sendt nervepirrende krimiserier med voldsomme scener netop søndag kl. 20.
DR kan ikke straffes
Sagen er bare, at Radio-og tv-nævnet slet ikke har mulighed for at uddele bøder til DR, selv om public service-kanalen er underlagt de samme regler som TV2 .DRs sendetilladelse er nemlig skrevet direkte ind i loven, mens TV2s sendetilladelse er tildelt af Kulturministeriet med den betingelse, at Radio-og tv-nævnet kan give kanalen en økonomisk bod, hvis public service-forpligtelserne bliver tilsidesat.
Radio-og tv-nævnet vil på et møde 5. april beslutte, om det skal gå videre med sagen. TV2s fiktionschef Keld Reinicke ser frem til beslutningen med ro i sjælen.
- Vi er ikke i krig med nogen. Jeg glæder mig til at tage diskussionen med Radio-og tv-nævnet, for jeg synes, det er en interessant diskussion.
Og jeg synes godt, vi kan stå inde for det, vi laver, siger Keld Reinicke.
Hvad synes du? Er serien for voldsom? Deltag i debatten nedenfor.