Filmanmeldelse: 'Kollektivet'

Trine Dyrholm leverer pragtpræstation i Thomas Vinterbergs ellers småkedelige og
lidt skuffende nye film.

Thomas Vinterberg har valgt at lave en film om at bo i kollektiv. Sidst vi fik indblik i denne boligform og livsstil på film, var for 20 år siden i ’Fede tider’ og ’Det store flip’, men hvor begge omhandlede ræverøde hippiekollektiver med bollerum, fælles tøj og drømme om at revolutionere samfundet, har Vinterberg sat scenen i et velhaverkvarter i Hellerup med en gruppe akademikere.

Vinterberg er selv opvokset i et lignende kollektiv nord for København og skrev manuskriptet sammen med instruktør Tobias Lindholm efter stor succes med opførelsen af sit teaterstykke ’Kollektivet’ i Wien i 2011.

Thomas Vinterberg har valgt at lave en film om at bo i kollektiv og har sat scenen i et velhaverkvarter i Hellerup med en gruppe akademikere. Foto: Christian Geisnæs
Thomas Vinterberg har valgt at lave en film om at bo i kollektiv og har sat scenen i et velhaverkvarter i Hellerup med en gruppe akademikere. Foto: Christian Geisnæs
Vis mere

Året er 1975, hvor vi møder ægteparret Anna og Erik (Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen), da de sammen med teenagedatteren Freja beslutter at omdanne Eriks 450 kv.m barndomshjem - som han lige har arvet - til et kollektiv i stedet for at sælge.

Kendt nyhedsoplæser
Anna arbejder som nyhedsoplæser på TV-Avisen og er et kendt ansigt, mens Erik underviser på Arkitektskolen på Charlottenborg i Nyhavn.

Beboerene i kollektivet afgøre alt ved håndsoprækning.
Beboerene i kollektivet afgøre alt ved håndsoprækning.
Vis mere

De andre beboere skal findes og godkendes - ved håndsoprækning - og familien vælger først den ’excentriske ven’ Ole (Lars Ranthe), som Anna altid har drømt om at bo sammen med. Dernæst det lidt akavede par Ditte og Steffen (Anne Gry Henningsen og Magnus Millang) med deres hjertesyge søn Vilads. Så den promiskuøse Mona (Julie Agnete Vang) - vi hører om hendes mange mænd, men ser dem aldrig - og sidst, den følsomme indvandrer Allon (Fares Fares), som har meget let til tårer. 

Først går det jo godt i kollektivet. Her fællesspisning, hvor der drikkes meget og skændes lidt over ølregnskabet, men de helt store intellektuelle diskussioner udebliver. Foto: Ola Kjelbye
Først går det jo godt i kollektivet. Her fællesspisning, hvor der drikkes meget og skændes lidt over ølregnskabet, men de helt store intellektuelle diskussioner udebliver. Foto: Ola Kjelbye
Vis mere

Først går det jo godt - alt er hyggeligt med gruppe-nøgenbadning i Øresund og fællesspisning, hvor der drikkes meget og skændes lidt over ølregnskabet, men de helt store intellektuelle diskussioner udebliver. Ja, der ryges og drikkes i nærmest hver en scene, hvad der naturligvis kræver en masse Treo dagen efter.

Oversete børn
Men så falder Erik for den 24-årige tredjeårsstuderende Emma (Vinterbergs egen hustru Helene Reingaard Neumann). Datteren Freja opdager affæren, da hun finder dem i forældrenes soveværelse, mens resten er på ødegård i Sverige. Men hun ønsker ikke, mor Anna skal vide noget, da hun - som de fleste børn - håber, forældrene forbliver sammen.

Erik (spillet af Ulrich Thomsen) falder for den 24-årige tredjeårsstuderende Emma (spillet af Vinterbergs egen hustru Helene Reingaard Neumann) og så begynder dramaet i 'Kollektivet'.
Erik (spillet af Ulrich Thomsen) falder for den 24-årige tredjeårsstuderende Emma (spillet af Vinterbergs egen hustru Helene Reingaard Neumann) og så begynder dramaet i 'Kollektivet'.
Vis mere

Børnene er i det hele taget ret oversete og tavse i Vinterbergs fortælling, hvad dog skaber en meget rå, følsom og tavs ’første gang’-sexscene, da Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen) møder sin forelskelse, Peter (Rasmus Lind Rubin). 

Erik har mistet interessen for Anna efter 15 års ægteskab og forelsker sig mere og mere i Emma, som han ønsker skal flytte ind, og så tændes dramaet, for kollektivet er uenige om, hvorvidt hun bør flytte ind, og langsomt bryder den ellers forstående Anna sammen - hun drikker meget og må ’tages af skærmen’ på jobbet. Og det hele kulminerer, da kollektivet skal stemme om, hvem der skal blive boende: Ulykkelige Anna eller Erik med sin unge studerende?

Vinterbergs ’fantastiske mennesker’ i det intellektuelle kollektiv er desværre hverken fantastiske eller intellektuelle. Historien er meget lille, og filmens lyse, gyldne billeder virker varmere end karaktererne i huset.

Dårlige replikker og parykker
Jo, jo, man griner da en håndfuld gange - især ad den ’skøre’ Ole, men det er svært at abstrahere fra de dårlige parykker - især Eriks - og de til tider ret dårlige replikker og akavede dialog. Det virker ikke særlig troværdigt eller realistisk. 

Til gengæld viser Trine Dyrholm endnu en gang, hvor fantastisk en skuespiller hun er. Man mærker og føler Annas frustrationer og nedtur. Og hvis ikke Filmakademiet har udskudt sin nominering af kvindelige hovedroller i to dage for netop at få Dyrholm med, fortjener hun i hvert fald en nominering næste gang for denne præstation.

3 stjerner
'Kollektivet', Danmark, 2016.
Instruktør: Thomas Vinterberg.
Premiere over hele landet.

Se trailer: