Normalt lytterr og retter de kvindelige nydansere sig fuldstændig efter, hvad deres professionelle dansepartner mener om, hvilke trin der skal danses og hvilken slags kjole de skal have på. Men det vil Sofie Lassen-Kahlke ikke høre tale om. Hun bestemmer selv.

Da den professionelle danser Michael Olesen første gang hørte, at han skulle danse med skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, troede han, at hun var ligesom den søde, kønne pige man kendte fra  'Anja og Victor filmene' og 'Krummernes jul'. Derfor regnede han med, at hans Vild med dans partner i år ville lystre hvert af hans vink og forslag. Han skulle hurtigt blive klogere.

For Sofie Lassen-Kahlke er meget andet end Victors søde kæreste. Den 38-årige skuespiller ved nemlig godt, hvordan hendes hat skal sættes.Og hvilke kjoler hun under ingen omstændigheder vil bære på dansegulvet for øjnene af knap en million seere. For i Vild med dans spiller hun ingen rolle, men er sig selv.

»Det er ekstremt vigtigt for mig, at jeg er 100 procent mig selv. At jeg ikke skal gøre eller sige noget, som jeg ikke har lyst til. For i et program som det her, kan man godt blive revet i mange retninger, derfor skal man holde fast i at være sig selv«, fastslår Sofie Lassen-Kahlke overfor BT, der møder parret i det mørke og mennesketomme studie på Amager, hvor Vild med dans optages.

Her har de lige øvet deres argentinske tango, som måtte afbrydes, fordi Sofie Lassen-Kahlke ved en fejl kom til at træde Michael Olesen over den ene fod. Det kræver lige fem minutters pustepause for danseren. I den benytter de lejligheden til at fortælle, hvordan Michael Olesen ofte er kommet til kort, når det handler om trin i koreografien eller kjoler som, han mener, vil klæde hans partner og især tage sig godt ud på dansegulvet.

»Jeg har mange grænser. For når man kender sig selv, og ved, hvad man ville gøre, hvis det var en selv, der bestemte, og det ikke er mig, så vil jeg hellere lade være. Nogle gange siger jeg til Michael, at det her dansetrin synes jeg ikke, er os, så det vil jeg ikke«, fortæller hun med fast stemme, mens Michael Olesen nikker bekræftende.

Hvad så med kjolerne?

»Dem vælger jeg selv«, kommer det meget bestemt fra Sofie Lassen-Kahlke, mens Michael Olesen åhh-udråb vidner om, at også på dét område, har han ikke vetoret, som de professionelle dansere ellers har.

»Der er Michael nok kommet lidt til kort«, smiler hun. »Men det er jo også en del af at være ekstrem bevidst om, hvad der er mig og ikke.

Michael Olesen erkender blankt, at han har måtte sluge nogle kameler, der især har handlet om de meget afslørende kjoler til de latinamerikanske danse. Lige som han heller ikke fik lov til at bestemme, hvilken farve Sofie Lassen-Kahlkes rumbakjole sidste fredag skulle have.

»Jeg er jo lidt som en teenager! Jo mere Michael siger blå, jo mere siger jeg hvid. Ellers tager han bare alt for meget over. Og det er jo mig, der har det sidste ord«, lyder det fra Sofie Lassen-Kahlke, mens Michael Olesen grinende tilføjer:

»Vi endte i hvidt.

I aften skal alle fire par danse argentinsk tango. Og så skal de dyste i en streetdance.