Filmanmeldelse: ’Demolition’ - 3 ud af 6 stjerner
Normalt ville jeg sige, at man aldrig går galt i byen, når Jake Gyllenhaal er på plakaten, men denne gang er det meget svært. For godt nok giver Gyllenhaal os endnu en solid præstation, men fortælling og manuskript halter.
Gyllenhaal spiller investeringsrådgiveren Davis, hvis hustru Julia dør i en trafikulykke i filmens første minutter. Han overlever uskadt, og på hospitalet vil han trække en pose peanut M&Ms, men den sidder fast i maskinen, og han begynder at bearbejde sorgen gennem reklamationsbreve til firmaet. Som modtager af brevene sidder den pot-rygende enlige mor Karen (Naomi Watts), og da de mødes, opstår et mærkværdigt venskab.
Karen er kæreste med sin chef, men bor alene sammen med sin urolige og oprørske teenagesøn Chris (strålende spillet af Juda Lewis, som klart er filmens største lyspunkt), som Davis svinger og taler godt sammen med, da de jo begge er ved at ’finde sig selv’.
Tidligere har Davis’ svigerfar sagt: »Nogle gange er du nødt til at tage tingene fra hinanden, hvis du ønsker at forstå, hvordan de arbejder sammen«, og det får Davis til at destruere ting – begyndende med et utæt køleskab og små ting som apparater, og det eskalerer til køb af store maskiner til at rive sit hus ned med.
Kommer aldrig under huden
Davis mister mere og mere grebet om sin virkelighed og har svært ved at finde ud af, om han overhovedet elskede sin hustru. Havde de det perfekte forhold, man ellers skulle tro? Elskede han hende eller ej? Er det en eksistentiel krise eller et oprør mod forbrugersamfundet og det moderne pengefikserede liv, som kan være kvælende? At vi er mere end vores ejendele?
»Alt er blevet en metafor”, lyder det meget sigende på et tidspunkt i filmen.
Under alle omstændigheder har den canadiske, Oscar-nominerede instruktør Jean-Marc Vallée (’Dallas Buyers Club’ og ’Wild’) lavet en film om undertrykt sorg, hvor vi desværre aldrig kommer under huden på Davis eller lærer, hvem han var, før alt dette skete.
3 ud af 6 stjerner
'Demolition’, USA, 2015.
Instruktør: Jean-Marc Vallée.
Vises i Empire bio i København.
Se trailer: