Mens DR Ramasjangs serie 'Pendlerkids' trækker børneseere til sig som en magnet, frastøder hobevis af bandeord forældre, som klager til kanalen.

Fuck, hvor er du latterlig! Gider du lukke røven? Svin! Skid!

Sproget i DRs børneserie 'Pendlerkids, som er blevet vist på Ramasjang, er ikke altid for sarte ører. I hvert fald ikke, hvis de sidder på forældrenes hoveder. I de seneste uger har tusindvis af voksne på sociale medier udtrykt deres harme og skuffelse over, at børnenes replikker i udsendelsen er alt for grimme og slet ikke hører hjemme på en børnekanal.

Klagerne løber ned over ­kanalens egen side på Facebook, hvor mere end 9.000 alene i én debattråd har tilkendegivet, at de er enige i kritikken. Og mange forældre er ikke længere trygge ved at lade børnene se kanalen, der har børn helt ned til tre år i målgruppen.

- Selv om min søn Noah på tre år kun ser fjernsyn fra fire til fem, kommer der reklamer for 'Pendlerkids', hvor der bliver brugt et grimt sprog. Så kan jeg ikke bare lade ham sidde og se Ramasjang, mens jeg laver mad i køkkenet. Jeg synes ellers, de viser mange gode ting, forklarer Sidse Genet Andersen om årsagen til hendes deltagelse i debatten.

- Og så synes jeg ikke, at det hjælper, at en offentlig kanal, som vi betaler licens til, er med til at promovere sådan et sprog, uddyber hun.

Viser børn som de er
Kirstine Vinderskov, Ramasjangs kanalchef, forstår ikke forargelsen og er selv glad for serien, der handler om seks skilsmissebørns venskaber, intriger og skænderier om at skrive og spille musik sammen, når de i en særlig børnekupé rejser med tog frem og tilbage mellem deres forældre i Øst- og Vestdanmark.

- Vi er ikke interesserede i at vise børn, som de bør være, men som de er. Det er en meget moderne serie, som handler om det børneliv, der leves ureguleret af forældrene. En serie med masser af morale og pointer om venskaber og om, at man skal opføre sig ordentligt, respektere andre og tro på sig selv. De ting synes vi er rigtig vigtige at kommunikere for børnene, siger kanalchefen, der mener, at børnene bruger sproget i alle dets nuancer og til at understrege pointer og have konflikter.

Forkert at sige bitch
Seriens hovedforfatter, Nikolaj Peyk, finder kritikken uretfærdig. For når ordet 'bitch' eksempelvis optræder i et afsnit, er moralen netop, at man ikke skal sige sådan noget til hinanden, forklarer han.

- Hvis noget er sagt for at være nedsættende eller for at ydmyge og diskriminere, synes jeg, at det er galt. Det synes denne her serie også. Men børn siger 'fuck', som ældre generationer siger 'sgu' og 'fanden'. Og den eneste måde, man kan komme til at afsende nogle moralske pointer, er ved ikke at larme dem op i fjæset, at dette her er lavet af voksne, siger Nikolaj Peyk.

Bamse skabte også opstand
Lotte Nyboe, forsker i børn og unges medieforbrug ved Syddansk Universitet, mener, at der er grænser for, hvad man bør sende i medierne, fordi det kan legitimere at tale grimt. Helt bekymret er hun dog ikke, for da nutidens forældre selv var børn, var deres forældre bekymrede for, at Kyllings sprogfejl som 'tihvertifald' fra Bamses Billedbog ødelagde børns sprogudvikling. Men det gik jo slet ikke så galt.

- Til gengæld synes jeg, at forældrene i højere grad bør tage ansvar for, om helt små børn overhovedet skal være med til at se dette her, for det er ikke en småbørnsudsendelse. Og DR kunne også gøre mere opmærksom på, at denne her serie retter sig mod tweens, siger hun.

Nye kanaler til store og små
Kirstine Vinderskov mener, at det problem løser sig selv, når DR til næste år får en børnekanal mere.

- Der kommer en kanal til de tre- til seksårige, som vil være fuldstændig tryg på den måde, at man ikke vil møde ting, der ikke egner sig til aldersgruppen. Omvendt kommer der en kanal til de syv- til 12-årige. Fremover vil en serie som 'Pendlerkids' ligge der, siger hun.

Men det løser ikke problemet, mener Sidse Genet Andersen.

- Jeg kan sige med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke har lyst til, at min søn skal bruge ord som bitch og sådan noget, når han er syv år. En del af at være et dannet og kultiveret menneske er, at man taler pænt til sine medmennesker. Jeg synes faktisk, at vi har ret til en debat om, hvorvidt det her kan være rigtigt, og om vi ikke kan stræbe efter noget bedre, siger hun.

På de dage, serien er blevet vist, har i gennemsnit 61.000 børn mellem tre og ti år kigget med.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER.