Alle danskere over 50 år ved, hvem Jørgen ’Gamle’ Hansen er, for om du var bokseinteresseret eller ej, så fyldte dansk boksning sin del i de trykte medier og på ­tv-sendefladen under DRs monopoltid.

Er man yngre eller helt uden kendskab til mesterbokseren, så er dette lune portræt et godt sted at begynde.

Den lidt hårde Hanne, som styrer både hjemmet, økonomien og Jørgens kampe, spilles stærkt af Lene Maria Christensen (’Nordvest’ og ’Arvingerne’). Foto: Nikola Predovic
Den lidt hårde Hanne, som styrer både hjemmet, økonomien og Jørgens kampe, spilles stærkt af Lene Maria Christensen (’Nordvest’ og ’Arvingerne’). Foto: Nikola Predovic
Vis mere

Jørgen Hansen var en dygtig weltervægts-bokser fra Lindholm Bokseklub i Nordjylland, som var næsten 40 år, da han endelig trak sig tilbage, hvilket gav ham tilnavnet ’Gamle’.

Vi møder kække Jørgen – med de humoristiske og hurtige punchlines – i midten af 1970erne, hvor han bor sammen med sin hustru, deres to børn og hund i Aalborg.

Effektivt højrekryds
Jørgen har bokset professionelt siden 1969, haft en del kampe – vundet nogle, men tabt for mange. Han er kendt for sit effektive højrekryds og kvikke bemærkninger, men også for sin skrøbelige kæbe. Han er i stald hos boksepromotor og manager Mogens Palle og trænes af den tidligere storbokser Børge Krogh med tilnavnet ’Bokseprofessoren’.

Samtidig med boksningen arbejder Jørgen som rørlægger på Aalborg Værft. Økonomien er stram hjemme i parcelhuset, og banken ånder parret i nakken, så da Mogens Palle får den afrikanske bokser Ayub Kalule til Danmark, rydder Hanne Hansen med glæde gæsteværelset til Ayub mod betaling fra Palle for kost og logi.

Lider af tvangstanker
Ayub fra Uganda og Jørgen fra Aarhus sparrer og træner sammen i Nordjylland. De opbygger et nært venskab – taler en blanding af dansk og engelsk – og begge bliver de bedre og bedre boksere.

Den afrikanske bokser Ayub Kalule flytter ind på gæsteværelset hos familien Hansen i Aalborg. Foto: Rolf Konow
Den afrikanske bokser Ayub Kalule flytter ind på gæsteværelset hos familien Hansen i Aalborg. Foto: Rolf Konow
Vis mere

Vi følger opbygningen og forberedelserne til titelkampene. Især Hansens kamp mod den engelske europamester Dave Green, som Jørgen Hansen i en alder af 36 år sendte til tælling i 1979.
Men vi oplever også, hvordan ’den danske Rocky’ lider under sin OCD, med tvangstanker – hvor han intenst og ofte, vasker sine fødder – og vi får fornemmelsen af, at det har noget med en voldelig opvækst at gøre.

Talentet Mikkel Boe Følsgaard (’En kongelig affære’ og ’Arvingerne’) gør det godt som den helt almindelige Jørgen, og den lidt hårde Hanne, som styrer både hjemmet, økonomien og Jørgens kampe, spilles stærkt  af Lene Maria Christensen (’Nordvest’ og ’Arvingerne’).

Rollen som Mogens Palle rammer Søren Malling godt og ’The Black Dane’ Ayub Kalule spilles charmerende af britiske Arnold Oceng.

Ayub fra Uganda og Jørgen fra Aarhus træner sammen og gør hinanden til bedre boksere. Kalule spilles af britiske Arnold Oceng. Foto: Nikola Predovic
Ayub fra Uganda og Jørgen fra Aarhus træner sammen og gør hinanden til bedre boksere. Kalule spilles af britiske Arnold Oceng. Foto: Nikola Predovic
Vis mere

Så når først man har vænnet sig til Jørgen ’Gamle’ Hansens store og meget karakteristiske næse med knæk på et kendt skuespilleransigt (Mikkel Boe Følsgaards), så har instruktør Mikkel Serup (’Klasse­festen 2’) lavet et lunt og nostalgisk portræt af en af Danmarks mest karismatiske sportsstjerner gennem tiden.

Måske et ufarligt portræt og mere en hyldest, baseret på virkelige hændelser, men man får et godt indblik i mandens liv og i, hvad der motiverede bokselegenden.
Selv beskriver han det sådan i filmen: »Min kone drømmer om at få en svømmepøl derhjemme, så hun kan køle lidt af, når jeg kommer for sent hjem fra træning.«

Jørgen ’Gamle’ Hansen er i dag 74 år, boksedement og bor stadig i Aalborg med sin Hanne.

4 ud af 6 stjerner
'Den bedste mand', Danmark, 2017.
Instruktør: Mikkel Serup.
Premiere over hele landet.

Se trailer: