Pierre Bengtsson er fortid i FC København.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. Den 33-årige svensker skifter hjem til Sverige, hvor han fremover skal spille for Djurgårdens IF.

»Vi tager afsked med en meget vellidt og professionel person, som har en imponerende historik i FC København,« siger sportsdirektør Peter Christiansen.

Pierre Bengtsson har spillet i hovedstadsklubben to gange. Først fra 2011 til 2014 og efterfølgende fra 2017 og til nu. Han er den udenlandske spiller med flest FCK-kampe på sit cv.

Hele 284 gange har han trukket den hvide trøje overhovedet, og kun William Kvist, Hjalte Bo Nørregaard og Mathias 'Zanka' Jørgensen overgår det tal.

»Jeg er stolt over at være den udenlandske spiller, der har spillet flest kampe for klubben, hvor der altid er hård konkurrence om pladserne, og med tre mesterskaber og to pokaltitler kan jeg også se tilbage på mange gode sportslige resultater,« siger den svenske venstreback, der fik sin FCK-debut i en Champions League-kamp mod Chelsea i februar 2011.

Pierre Bengtsson stod til at have kontraktudløb i FCK til sommer.

»Jeg ønsker FCK og fansene alt det bedste fremover, og jeg håber, der bliver en anledning til at komme forbi Parken og sige farvel og tak til alle fansene,« lyder det fra Bengtsson.

Andre læser også