Fester, venner, skole, lektier og måske et fritidsjob. Det er, hvad man som regel forbinder med sidste etape af teenagelivet.

Men for de tre drenge Levi van Boekel på 17, Victor Høyer Jensen på 18 og Rasmus Prominczl på 19 år ser livet noget anderledes ud.

De bruger nemlig det meste af deres tid på at sælge eksklusive sneakers på deres fælles webshop Soldout.

Ideen til firmaet opstod, efter de tre drenge flere gange havde brugt kolde nætter på at ligge i kø til at få sneakers. For at finansiere deres eget sneakersforbrug solgte de skoene videre på nettet, og her opdagede de hurtigt, at der var et marked for eksklusive sneakers.

I 2020 slog de sig sammen for at sælge de eksklusive sko professionelt.

I fællesskab byggede de webshoppen op, læste på nettet om at drive egen virksomhed, indkøbte sneakers, opbyggede en Instagram-konto og startede et lager hos Levi van Boekel, som flere gange om dagen cyklede ned til pakkeshoppen med kundernes varer.

Og så tog det fart. I år har de indtil videre haft en omsætning på 18 millioner kroner, fortæller Levi van Boekel.

»Uden at lyde alt for selvfed går det helt fantastisk. Vi satte vores budget til 10 millioner i omsætning, og vi er godt på vej til at ramme 20 millioner.«

Men som bekendt kommer man ikke sovende til succes, og det gælder også for de tre unge sneakerssælgere.

»Jeg vil ikke lyve og sige, det bare lige er noget, man gør med venstre ben,« siger Levi van Boekel, som også har sin skole på Rysensteen Gymnasium med seks A-niveau-fag at passe.

»Det handler om, at man er villig til at ofre nogle ting. Jeg kan ikke være med til Champions League-aften med drengene, men så gør jeg nogle andre ting. Man kan ikke det hele.«

Drengenes unge alder er ikke uden udfordringer. For eksempel oplever de i nogle situationer at blive taget mindre seriøst. Men fordelene vejer langt tungere end ulemperne, fortæller Levi van Boekel.

»Vi ved, hvad der popper inden for ungdomskulturen, og hvad folk vil have,« siger Levi van Boekel og fortsætter:

»Det er sværere for en ældre at forholde sig til, hvordan de annoncerer på TikTok for at ramme en målgruppe, der er på alder med deres datter. Der er det nemmere for os at sige, hvordan vi rammer sådan nogle som os selv.«

Selvom de tre venner kombinerer både arbejde og fornøjelse og indimellem hygger med en øl eller to på kontoret, er det ikke uden udfordringer at arbejde sammen med sine bedste venner:

»Det kan være virkelig fedt, men det kan også give udfordringer, når man sidder og skal tage en seriøs snak om for eksempel løn,« siger Levi van Boekel og uddyber:

»Jeg går i skole, og de er fuld tid. Hvor meget skal jeg så have i forhold til dem?«

Netop løn er relativt nyt for de tre drenge. Det er kun tre måneder siden, de begyndte at udbetale penge til sig selv, fortæller Levi van Boekel, som stadig bor hjemme.

»Hvis man vil vækste en virksomhed, kan man ikke udbetale en særlig høj løn,« fastslår Levi van Boekel.

Han og de to andre medejere har en helt klar vision for fremtiden.

»Vi håber, at vi inden for de næste to år kan blive markedsledere inden for Sverige og Norge, og vi håber også at rykke ind på det tyske marked.«