Byggematadoren Michael Mortensen har taget kontrollen med tøjmærket Won Hundred.

Den jyske milliardær har købt stifterne af Samsøe & Samsøe, Per Ulrik Andersen og Peter Sextus Rasmussen, ud af det hippe tøjbrand, som han i forvejen var medejer af.

Det skriver Børsen.

Med de to modebosser ude af billedet skal Michael Mortensen, der har tjent sin formue ved at sælge byggefirmaerne Huscompagniet og Casa til kapitalfonde, forsøge at løfte Won Hundred, som har kæmpet med at tjene penge.

»Det har kørt, men det har ikke kørt okay, så nu vender vi alt og ser på, hvilke områder vi tjener penge på, og så skal vi op i et højere gear,« siger Michael Mortensen til Børsen.

Til at starte med har han skudt omkring 20 millioner kroner ind i tøjmærket, som på tre år har måttet se moderselskabet bag, Won Holding, lide et tab på syv millioner kroner.

Derudover har byggematadoren fra Horsens hentet nogle erfarne kræfter i modebranchen ind i topledelsen for at få styr på økonomien. Det drejer sig om Peter Knudsen og Frans Truelsen, der er henholdsvis tidligere økonomidirektør i Masai og stifter af modefirmaet Ganni.

Won Hundred blev stiftet i 2004 af Nikolaj Nielsen, som er virksomhedens kreative direktør. Han og Michael Mortensen har kendt hinanden i mange år fra hjembyen Horsens.

Virksomheden laver tøj til både mænd og kvinder og har egne butikker i København og Aarhus.