Jobbet som dansk landstræner er noget helt ekstraordinært, når det kommer til presset og forventningerne.
Det er et job, der uden tvivl er helt øverst på skamlen i min trænerkarriere. Det var en ære at blive spurgt om at tage jobbet. Jeg glædede mig hver eneste dag, og det er på trods af, at jeg vidste, der ville være et stort pres, hvis resultaterne ikke kom.
Det var ekstremt spændende, og jeg var heldig at få lov til at træne så mange gode spillere.
Sådan er jeg sikker på, Kasper Hjulmand også har det i jobbet i øjeblikket.
Danskerne har et utrolig nært forhold til landsholdet – det bliver til en del af nationen, og det bånd er endnu stærkere end i Norge, hvor jeg også har været landstræner. Du kan bare se på opbakningen, de danske spillere oplever lige nu.
Jeg kan huske, at Kasper udtalte, da han trådte til, at han havde tænkt meget over, hvordan jobbet ville påvirke hans nærmeste familie, og det er en problemstilling, jeg godt kan forstå, han rejste.
Jeg startede selv med at træne i Molde, hvor jeg boede. Dengang var mine børn små, og der måtte jeg lære dem, at aviserne skrev om resultaterne – ikke om mig personligt, og der får man at vide, om man er god eller dårlig.
Da jeg var træner i Brøndby i starten af årtusindet, havde jeg mine børn med, og der gik min datter i gymnasiet på Frederiksberg. Hun kendte jo sin far, men det var hårdt for kvinderne i familien, når jeg blev fremstillet som uduelig. Men som jeg plejer at sige, så pakker de fisk ind i den avis dagen efter. Sådan siger vi i min hjemby, når man ikke skal tage sig for meget af tingene.
For du er nødt til at adskille tingene. Kommer du hjem til en familie, der er bekymret, så bliver du selv bekymret. Jeg har prøvet det i mange år, og til sidst bliver du lidt en hård hund. Men jeg har også været heldig i min karriere, at jeg har vundet meget, men i det sidste år i min tid som norsk landstræner blev jeg pisket, da det ikke kørte. Sådan er præmissen for jobbet. Det er sjovt at være på solsiden, ikke så meget, når man er i skyggen.
Men det er et fantastisk job at være dansk landstræner. Landsholdet har en kæmpe status hos det danske folk, og det øger presset på resultaterne. Det er en fiasko, hvis du ikke kvalificerer dig til en slutrunde – dernæst er det en fiasko, hvis du ikke kommer videre til slutrunden.
Det gør det dog bare til en ekstrem spændende proces, for du har ikke tid til at bygge noget op. Du har ikke mange træninger, og du må sammensætte holdet, som du ser det bedst for at skabe en kontinuitet, der kan opnå resultater.
Der var måske lidt ekstra pres på mig, da jeg kom til som nordmand, men på den anden side tror jeg, det kan være en fordel at komme udefra i forhold til at være dansker. Som dansker bærer du hele nationen på din skuldre, og det kan være sværere at være fra Danmark og bo der fast. Som nordmand kom jeg til med en lidt anden tilgang, men som dansker kender du mere til landet og kulturen og føler tingene på en anden måde end en nordmand. Det bliver næsten et kald, at du skal få nationen til at levere optimalt.
Jeg oplevede presset, da vi fik en skidt start i VM-kvalifikationen og tabte to ud af de tre første kampe, men kritik må du altid forvente. Du kan ikke forvente ros for et dårligt resultat, så længe den er velfunderet, må man udstå det. Det er en del af livet.
Men selv i den dårlige periode var danskerne meget venlige, når de stoppede mig og udtrykte deres støtte, når jeg gik på gaden eller var ude at handle. De var meget positive – mere positive end pressen.
Jeg oplevede kun venlige mennesker, når jeg var ude at se kampe på stadioner rundt i landet.
Da jeg stoppede, havde de danske fans lavet en bog til mig med billeder fra hele perioden, og de gav mig en flaske irsk whiskey for at markere de gode resultater mod Irland, der sendte os til både VM og EM. Det var en utrolig gestus af dem.
Jeg oplevede det tætte bånd i playoffkampene mod Irland forud for VM i 2018 og kampen i Dublin i 2019, der gav os adgang til EM. Det står tilbage som noget meget specielt. Jeg kan huske, at Simon Kjær sagde til mig, at han ville give mig en lufttur sammen med drengene, men jeg havde netop fået opereret knæet, så jeg var lidt bange for at ryge op i luften. Jeg holdt mig derfor lidt bag spillerne med resten af staben, de skulle ikke få fat i mig!
Jeg savner Danmark. Levemåden og kulturen kan jeg rigtig godt lide, og København er en fantastisk by at bo i.
Jobbet som dansk landstræner vil altid være noget af det største for mig personligt.
