I øjeblikket agerer Kasper Hjulmand i pressen hver dag under denne EM-slutrunde, og sammenspillet med medierne er noget, jeg kender alt til fra min tid som landstræner.
Under en slutrunde, hvor alt er sat på spidsen, kan det være en balancegang, hvordan man skal udtale sig i medierne.
Som udgangspunkt var jeg selv så ærlig som overhovedet muligt i alle mine optrædener på pressemøder.
Jeg brugte min kommunikationsafdeling til at forstå, hvilke agendaer de forskellige medier havde på dagen. Det var vigtigt for mig at forstå, hvad der foregik.
Hvert medie har en unik vinkel eller tilgang, så jeg ville gerne vide, hvad der var aktuelt for en avis som B.T. eksempelvis. Jeg havde en briefing hver dag for at blive klogere på det.
Der kan være langt mellem kampene, og her er der mange sider, der skal fyldes ud, og mange historier, der skal skrives. Og der skal helst skrives noget interessant.
Min oplevelse var, at man nogle gange kunne styre medierne ved at give en interessant historie, andre gange handlede det om at svare på spørgsmålene så godt som muligt og være forberedt. Men det er svært. For meget af det, vi diskuterede internt, ville vi helst ikke have ud. Vi ville ikke give vores kommende modstander noget som helst.
Til slutrunder er det tit skadessituationer, der er aktuelle, og i lyset af det er snakken om en eventuel erstatning af den skadede spiller også spændende for medierne. Hvem kan gå ind og afløse ham?
Nogle gange kunne man få det, jeg kalder ubehagelige spørgsmål – for mig er det spørgsmål, hvor der ikke er noget klart svar. Når de kom, forsøgte jeg at aflede ved at give en anden information. Jeg var bange for, at modstanderen kunne bruge det.
Når det kommer til holdopstilling og skader, kan det blive lige på grænsen mellem at lyve og tale sandt i forhold til, om en spiller bliver klar. Bliver du spurgt, om han er klar, så siger du ja. Men det kan faktisk være usandt, fordi man ikke vil give modstanderen noget.
I øjeblikket har vi et godt eksempel med Simon Kjær, som Kasper Hjulmand siger bliver klar til kampen lørdag. Det er klart, han siger det, for Simon er en nøglespiller. Jeg forstår det godt, og jeg håber, han har ret.
På et tidspunkt under VM i Rusland blev jeg træt af den føljeton, der var om Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland, der var misfornøjet over ikke at være med. Det har jeg tidligere udtalt, at jeg godt kunne forstå. Men jeg blev træt af at høre om det konstant, så jeg sagde fra.
Jeg ville snakke om de spillere, der rent faktisk skulle spille kampene. En skadet spiller vil man helst ikke snakke om. For spillerne læser også med – og specielt ham, der skal afløse ham, der er skadet, kan tænke: 'Er jeg så dårlig, de ikke vil skrive om mig?' Det vil jeg ikke have sker, jeg vil bygge en eventuel erstatning op, så han ved, vi tror på ham.
Grunden til, jeg var bange for at give for meget information ud til aviserne, var, at jeg selv lurede i modstandernes aviser.
Da vi mødte Kroatien til VM, havde jeg folk, der kunne kroatisk, til at løbe alle aviser igennem for at få et overblik over, hvad de spekulerede i, når det kom til holdopstillinger og skader. Det trick brugte jeg også, da jeg havde Malmö FF i Champions League. Jeg brugte min svigersøn, der kan italiensk, forud for kampen mod Juventus. Eksempelvis Gazetta dello Sport ramte altid plet med de rigtige opstillinger.
Det var vigtigt at samle så meget information som muligt, og der kunne vi bruge aviserne som et redskab, for de havde det allerseneste nyt.
Der var et par gange, jeg måtte sætte mig i respekt over for medierne i Danmark. Da vi skulle spille en træningskamp mod Tjekkiet, var det eneste, de skrev om, hvor ligegyldig træningskampen var. Der måtte jeg gå til stålet og gøre det klart, at det var en vigtig kamp for os og spillerne.
Men efterhånden som jeg lærte journalisterne at kende, blev det meget bedre. Og jeg blev klogere på, hvad de forskellige medier ville. Man lærer tankegangen bag en avis såsom B.T., hvor alt går stærkt, og alle vil have seneste nyt.
Med mine mange år i faget har jeg også fået rig erfaring med det, og jeg tror, det er værdifuldt at have et godt forhold til spillere og trænere som journalist.
Den bedste måde, man kan få det på, er at skrive og referere det, vi siger, så rigtigt som muligt. Dermed kan man få tilliden ind i forholdet – og det er vigtigt for både landshold og medier.
