Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Lad mig starte med at fortælle en lille historie om mit møde med England tilbage i 1981.

Her skulle jeg sammen med det norske landshold møde englænderne i VM-kvalifikationen, og dengang spillede jeg i Manchester City.

Vi mødte et toparrogant engelsk hold præget af store stjerner med blandt andre min holdkammerat Trevor Francis på holdet, men vi endte med at vinde 2-1 på Ullevaal i Oslo.

Da jeg kom hjem til klubben, blev jeg båret rundt i guldstol af skotterne på holdet, der var ellevilde over den engelske nedtur. Francis var til gengæld pissesur. Det var helt fantastisk. Skotterne blev mine venner for resten af livet på grund af den sejr over England.

Når Danmark skal møde England på Wembley foran 60.000 sejrshungrende englændere, er der et massivt pres fra hele den engelske nation, der bare vil blive øget og øget i aviserne i takt med, vi kommer nærmere onsdag aften klokken 21.

Derfor har jeg en god fornemmelse – Danmark har alt at vinde og intet at tabe, og jeg tror, at den engelske arrogance, jeg selv har mødt, kan komme til at spille ind til dansk fordel.

England vil gerne være stærkest og bedst. Og det er de også på flere punkter. Chelsea er Champions League-vindere – England dominerer de europæiske turneringer og er altid i favoritfeltet til slutrunder.

Men så kommer lille Danmark med sine fem-seks millioner indbyggere, og der tror jeg virkelig, at England tænker: 'Okay, Danmark har et godt hold, men vi har stjernerne'. Det ligger lidt i mentaliteten. De engelske spillere kan godt lide deres danske venner – men nu bliver de fjenderne.

Tidligere landstræner Åge Hareide er B.T.s faste ekspert under EM-slutrunden.
Tidligere landstræner Åge Hareide er B.T.s faste ekspert under EM-slutrunden.
Vis mere

Jeg ved jo fra min tid som dansk landstræner, at danskerne elsker eventyr, og hvis vi skal blive i den verden, må vi betegne England som den store stygge ulv, mens Danmark er Askeladden – en mandlig askepot.

Danmark blander sig nu i semifinalerne med store nationer som Italien, Spanien og England, og der er ingen tvivl om, at de er lidt en ubuden gæst ved bordet. Men fodbolden bliver bare mere charmerende, når en nation som Danmark kan blande sig. Det giver håb for nationerne uden for de traditionelle stormagter som Tyskland, Frankrig, England, Italien og Spanien.

Det er nemlig vigtigt for fodboldens fremtid. Hvis der arbejdes godt i de små lande, er det muligt at gøre som Danmark. Sådan må det føles lige nu hos de mindre forbund.

For de skal kigge mod Danmark og det arbejde, DBU har lavet på ungdomsholdene og i forhold til udviklingen af spillerne. Den danske trup har spillet sammen over lang tid på de danske U-landshold, og Danmark har været et fast indslag ved U21-EM, hvor de skaffer vigtig læring til fremtidens stjerner.

Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

I Danmark uddanner man mange forskellige spillertyper. Det savner jeg specielt i Norge, men også i Sverige. Danmark skoler gode midterforsvarere, den fysisk stærke midtbanemand og den store stærke angriber. Det er en fantastisk blanding, og det er også den, vi ser med stor succes på landsholdet lige nu. Danskerne har et helt andet udvalg af spillere.

Og det kan mærkes helt heroppe i Norge.

I Norge har der været en pro-Danmark-stemning hele vejen. Efter Eriksen-episoden blev alle knyttet til danskerne, og den store interesse stammer også lidt fra min tid som dansk landstræner, hvor landsholdet blev dækket tæt. Nordmændene har en forbindelse til spillerne nu, og Danmark er både Norges, men også hele verdens yndlinge lige nu.

Landsholdet har været inde i en utrolig udvikling. Da jeg overtog som landstræner i 2015, fik vi banket en selvtillid ind i holdet. Vi spillede ikke altid lige godt, men vi havde topkampe mod eksempelvis Polen i VM-kvalifikationen og leverede mod de små nationer med mange mål. De kampe, hvor vi ikke lykkedes, var vi gode defensivt og var svære at spille imod. Den udvikling er fortsat.

Stammen har været den samme i flere år, og Kasper Hjulmand har været utrolig god til at bygge videre med unge dygtige spillere.

Derfor kan jeg ikke se, hvorfor det danske eventyr ikke skulle fortsætte, når den store stygge ulv venter på Wembley.