Jeg jublede af ren glæde. Et kæmpe rush.

Da Yussuf Poulsen scorede, sad jeg i TV 2 Norges studie. Og jeg var så glad.

Efter mange hårde dage fik spillerne endelig et plaster på såret efter den forfærdelige aften lørdag.

De fik målet, og de havde Parken bag sig.

Rammen i København var fantastisk med 25.000 tilskuere. Det var dejligt at se så mange glade danskere. Det havde Danmark fortjent. Og det var et rørende øjeblik, da Christian Eriksen blev hyldet i det 10. minut.

Det gav spillerne energi. Hvilken energi.

De blæste jo Belgien ud af banen i kampens start. Danmark havde mange chancer til at øge føringen. Belgierne blev fuldstændig overrumplet. Havde Danmark scoret igen, så …

Ja, det blev til et nederlag til Belgien. Og det var synd, det var det. Men uanset hvad må danskerne tage præstationen med fra første halvleg.

Jeg er overbevist om, at Danmark har kvaliteterne til at gå videre. Det har de – derfor må Rusland besejres på mandag.

Det bliver en gruppefinale. De skal vinde, og Belgien skal give lidt hjælp, men jeg kan ikke forestille mig, at Finland kommer til at drille dem. Det har de ikke kvaliteten til.

Efter Christians hjertestop lørdag aften har denne gruppe af landsholdsspillere vist sig fremragende frem. Det er en gruppe mennesker, der har vist en anden side af fodboldens verden. Og det er jeg faktisk mest glad for.

De er gode fodboldspillere, men allervigtigst er de gode mennesker. Og jeg er glad for, at fodbolden kan vise samfundet den side. Danmark har rørt hele fodboldeuropa. De har vist, hvordan man står sammen. Værdier, samfundet kan lære af. Læne sig opad.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Og at de ovenikøbet kunne være klar til kamp mod verdens nummer et, viser styrken.

Det har været en meget svær opgave for Kasper Hjulmand under omstændighederne. Fra dyb fortvivlelse skulle de rejse sig. Det har han gjort på en fremragende måde.

Han smed Mikkel Damsgaard på banen, og det var fantastisk at se de forrygende fodboldfødder i aktion. Han var over det hele i starten. Med Mathias Jensen og Andreas Skov Olsen på banen viste FC Nordsjælland sig i den grad frem.

Damsgaard kommer til at spille en rolle fremadrettet. Han passer godt sammen med løbemaskiner som Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite. Og det giver plads til hans hurtige fødder.

Foto: STUART FRANKLIN
Vis mere

Og så må man bare stikke i hånden i vejret og sige, at Kevin De Bruyne er en fantastisk fodboldspiller. Skal man sætte en mand på ham, da han kommer ind? Nej, det ville være dumt at rokere, når det har fungeret så godt – det er bare svært at dæmme op for individuel kvalitet af den karakter.

Heldigvis har Rusland ingen som ham.

Danmark tabte til Belgien, men det blev dét helende øjeblik, vi alle havde brug for.

Som fast læser af mine klummer her på B.T., ved du måske, at jeg lørdag, da Christian faldt om, stormede hjem til min lejlighed fra tv-studiet i Trondheim.

Min tur hjem denne torsdag i juni var markant bedre.