Jeg troede på det, jeg troede virkelig på det.
Da Mikkel Damsgaard scorede sit helt spektakulære frispark, var der så meget glæde i min stue, at det ikke var til tro.
Jeg troede, at eventyret ville fortsætte, og jeg troede på det hele vejen. Jeg så kampen med min søn, Bendik, og jeg sagde til ham, at Danmark ville vinde i straffesparkskonkurrence, som jeg havde forudsagt her i min klumme.
I stedet fik England et straffe, der ikke var der, da Raheem Sterling faldt let. Fodboldens forbandelse.
Jeg sagde til min søn, at det var vigtigt, Danmark holdt føringen til pausen, og så kunne de reorganisere i pausen.
Så fik England udlignet, og det var virkelig ærgerligt, for man kunne se, de var ængstelige. Stressfaktoren hos dem var høj. De var til at tale med.
Målet kom fra samme side som straffesparket mod Raheem Sterling. De lignede meget hinanden de to situationer.
Det værste for mig var, da Kasper Schmeichel reddede straffesparket, for jeg røg direkte tilbage til ottendedelsfinalen ved VM i 2018 mod Kroatien, hvor vi tabte efter straffesparkskonkurrence. Der var bare intet held for Danmark. Bolden kunne have gået i alle retninger efter Schmeichels redning, men den skulle bare ende for fødderne af Harry Kane.
Kasper var helt fantastisk, en utrolig præstation, men da Danmark gik ned på ti mand, blev opgaven helt umulig.
Jeg kender ikke de taktiske dispositioner, men Danmark blev presset tilbage, da de skiftede om til 5-3-2 og tog en angriber ud og satte en midtbanespiller ind. De havde mere farlighed med tre angribere. Måske følte man, at England havde et overtag på midtbanen, men danskerne blev tyndere i angrebet, og det har fungeret bedst med et tremandsangreb.
Wingbackerne lykkedes heller ikke, og Joakim Mæhle havde det svært over for en skarp Kyle Walker. Han var lynhurtigt og kunne matche ham på farten, og Mæhle kom ikke til sin ret offensivt. Men han har spillet nogle utrolige kampe under dette EM – han har intet, absolut intet, at skamme sig over.
Og det har ingen af danskerne. Kasper Schmeichel og Simon Kjær viste, hvad de er lavet af. Jannik Vestergaard var bundsolid. Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg kæmpede som gale på midtbanen, mens Mikkel Damsgaard viste sine kvaliteter igen.
Det har været en utrolig smuk rejse for Danmark og for drengene. I skal være stolte over deres optræden hele vejen igennem. Fodbold er følelser, og vi har været hele følelsesregistret igennem siden den aften i Parken mod Finland, da Christian Eriksen faldt om.
Drengene samlede sig og kom tilbage og spillede for Christian. De fik nationen bag på en fantastisk måde. Jeg har fået billeder tilsendt fra venner i Danmark, og det har set fantastisk ud med alle klædt i rødt og hvidt. Sådan kender vi danskerne. Festglade og klar til at hylde sine helte.
Er der noget, samfundet har brug for, er det noget at samle sig om. Det har de fået under dette EM med det danske landshold.
Der er VM allerede næste år i Qatar, og så må vi bare satse på en ny semifinale, for vi skal tage hver et gram af positivitet med fra EM.
VI hoppede og dansede i min stue, da Mikkel Damsgaard scorede. En spiller, der har brugt EM på at slå igennem på den helt store scene, og han er ikke den eneste. Danmark har mange unge spillere, som kan blive rigtig gode i årene, der kommer.
Så måske føler du det ikke sådan lige nu, men jeg kan forsikre dig om, at solen skinner.
Himlen er rigtig blå for dansk fodbold.
