Hvor skal man begynde?

Danmark spillede Wales fuldstændig ud af banen i ottendedelsfinalen i Amsterdam. Det var så fortjent, det var så godt!

Nu venter kvartfinalen i Baku, men det stopper ikke her. Jeg har hele tiden sagt, at det bliver en tur til Wembley. Det bliver en EM-semifinale for Danmark, det tror jeg virkelig.

Jeg har haft så meget tro på holdet, og jeg tror også, at den tro ligger dybt i holdet.

Der er bare en enorm klasse over hele linjen. De stresser ikke, de er velorganiseret, de er farlige på kontra. Med andre ord: Danmark kan nå langt.

Kig bare på bredden i truppen, det er meget, meget betryggende for nuet og også for fremtiden at vide, Kasper Hjulmand kan skifte spillere ud, mens holdet blot fortsætter med at fungere på højt niveau.

Kasper viser spillerne stor tillid. Andreas Cornelius så rigtig god ud, da han kom ind. Det samme med Christian Nørgaard, Mathias Jensen, Nicolai Boilesen og Joachim Andersen. Det ser meget lovende ud for dansk fodbold.

Personligt var jeg bare så glad for at se Kasper Dolberg hamre de to kasser ind i det walisiske net. Han trådte i scene på sin gamle hjemmebane i Amsterdam, og det var et godt træk at smide ham ind i vante rammer. Han blomstrede.

Foto: OLAF KRAAK
Vis mere

Da jeg var landstræner, var han også en spiller, vi skulle bygge på i fremtiden, og vi havde ham med til VM i Rusland.

Han har haft en svær periode, men han er en fantastisk spiller og en god afslutter. Giver du ham bolden uden for feltet eller i boksen, så scorer han. Han er iskold, og derfor var det dejligt at se ham gå ind og levere så godt i sin første EM-start.

Men jeg må også nævne Joakim Mæhle, der leverer på et meget, meget højt niveau. Mæhle er allerede værdifuld for landsholdet, men hans værdi hos Atalanta stiger også bare dag for dag. Det er der ingen tvivl om. Mange klubber må holde et vågent øje med ham.

Mæhle ville også have været med i min EM-trup, derfor er det så sjovt at se ham stråle nu. Jeg var i Belgien, før coronaen brød ud for at se ham spille i en kamp mellem Genk og Gent, hvor jeg talte med ham om hans præstation. Han har bare en offensiv kraft, som er helt fantastisk. Det er en kæmpe fordel for Danmark at have wingbacks som ham på holdet. Han har en kæmpe motor, der kan bringe ham op og ned af banen. Det samme har Daniel Wass og Jens Stryger Larsen – og det var derfor, Stryger spillede så meget under mig. De er moderne fodboldspillere.

Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Det eneste skår i glæden er, at Simon Kjær måtte udgå. Jeg håber, han bliver klar til kvartfinalen, for han betyder så meget for holdet, for balancen og trygheden på holdet.

Han har haft problemer med baglåret, men han er altid kommet tilbage. Der var ingen grund til at tage chancen, så jeg håber, han kom ud på det rette tidspunkt, så han kan blive behandlet og blive klar.

Men det ændrer ikke på, at der er stor grund til dansk optimisme. Jeg tror, det bliver en semifinale på Wembley, men endnu bedre end det:

Danskerne har SÅ mange gode spiller rundt omkring på gode europæiske klubadresser, og de har så godt et hold lige nu. Fremtiden er lys. Danmark har nogle gyldne år foran sig.