Kasper Dolberg viste hele Europa, hvad han er i stand til med sine to mål mod Wales i ottendedelsfinalen.
Jeg var personligt utrolig glad for at se ham have succes på sin gamle hjemmebane i Amsterdam. I mine øjne er han en klasseangriber og kan meget vel være Danmarks næste førsteangriber.
Jeg synes, han tidligere har været lidt misforstået, men man må ikke misforstå ham. Han er slet ikke ligeglad med det hele. Han går meget op i sin karriere. Han er en meget, meget stille og rolig dreng. Han siger ikke så meget, men han er meget mere bevidst, end folk tror. Når du taler med ham, er du ikke i tvivl om, at han gerne vil det.
Da han spillede i Ajax, var der hollandske aviser, der skrev, han skulle smile mere og vise mere glæde. Men han er den, han er. Han er en fin dreng på alle måder. Han er meget rolig i sin måde at være på, afslappet, og han søger ikke opmærksomheden. Han glider rundt på banen og gør sit job godt.
Da jeg læste, han skulle vise mere glæde og være mere på, tænkte jeg, at det er, fordi de ikke kender ham. De tror, han ikke går op i fodbolden – men det gør han altså. Han arbejder for holdet.
Det er bare sådan, han er som person. Han er en glad dreng, og han må have lov til at have præcis det udtryk, han vil have. Os, der kender ham, er i hvert fald ikke i tvivl.
Jeg var til stede til Champions League-semifinalen mellem Ajax og Tottenham i 2019, og jeg var i gang med at blive interviewet af norsk tv, da Kasper så mig under sin opvarmning og løb hen og gav mig en krammer – og så vendte han tilbage til banen. Det var jeg ikke vant til fra Kasper, men det viser, at han er meget betænksom som person. (Du kan se episoden øverst i videoen, red.)
Du kan have et hold med mange forskellige personligheder, og det er vigtigt, at de får lov at være dem selv. At der ikke er krav om, hvordan man skal være.
Spillerne skal have lov til at være frie fugle. Der er mange krav til dem på daglig basis. De skal spise det rigtige, følge taktikken og spille godt. Det hele er en maskine, der konstant skal fordres. Derfor har de behov for et rum, hvor de er sig selv, og hvor de er komfortable. Sådan får du det bedste ud af spillerne.
Jeg tror, at grunden til, at spillere som Kasper Dolberg og Andreas Christensen bliver misforstået af fans, er, at fans ofte er vældig begejstret. De er enten meget glade eller meget sure. De har to følelsesbilleder, og så forventer de, at spillerne skal være på samme måde.
‘AC' og Dolberg har lidt samme udtryk. De viser ikke så meget udadtil, men det er et udtryk for koncentration. Mange af de bedste spillere ser iskolde ud, men det betyder ikke, de er iskolde mennesker. De kan sagtens være varme mennesker.
Og Dolberg var i den grad iskold mod Wales på banen. Han gjorde så meget rigtig. Han er en spiller, der ser meget elegant ud. Han er hurtig og stærk, og han er svær at regne ud for modstanderen. Han er ikke hverken eller som angriber, for han har både teknik og kan løbe hurtigt på de første meter. Det er ret irriterende for en forsvarsspiller.
På det første mål mod Wales kunne man se, at han har en fornemmelse for mål. Han så muligheden i det lange hjørne med sit fantastiske spark, og han laver generelt mål, hvor det ikke er helt enkelt at sætte den i kassen.
Som sagt er han en klasseangriber, men jeg tror, at Yussuf Poulsen kommer ind fra start igen i kvartfinalen, hvis han bliver klar. Men så ved Kasper Hjulmand, at han har en topmotiveret 'Doller' i baghånden, og det er ikke det værste es at have i ærmet.