Jeg har sendt en sms til Christian Eriksen.

Jeg har ventet lidt med at sende den, men nu ønskede jeg ham al mulig held og lykke og god bedring. I øjeblikket har han meget i hovedet, for der venter ham en meget, meget svær beslutning.

Men jeg er helt sikker på, at han kommer til at træffe en velovervejet afgørelse.

Det er svært at vide, hvad Christian tænker i disse tider. Det er en rigtig svær situation, når det kommer til de næste skridt i hans liv.

Han er så glad for at spille fodbold, det har været hans liv.

Hvis han skal spille fodbold, vil han helt sikkert gerne op på det niveau, vi kender ham på. Han har jo en enorm arbejdskapacitet og løber vanvittigt meget. I min tid på landsholdet var det ikke uvant med 13 kilometer per kamp fra hans side.

Vi har set flere tilfælde med atleter, der har fortsat karrieren, efter de har fået indopereret en ICD-enhed, mens andre har måttet stoppe.

Han har absolut den mentale styrke til at stå i denne situation, men han vil først og fremmest tænke på sin familie.

Skal Sabrina, hans kæreste, gå rundt og være bange, hver eneste gang han spiller en kamp? Og det vil jo være helt naturligt, hvis hun er. Det vil han helt sikkert tænke over i forhold til at spille fodbold. Der vil familien fylde meget i den beslutning. Dem vil han tage hensyn til – det er afgørende for ham.

Familien betyder alt for ham. Jeg var meget tæt på ham forud for VM i Rusland, da han fik sin første søn. Og det var et stort øjeblik for Christian. Det forandrer jo alles liv, når du får familie og små børn. Du får et ansvar for andre små mennesker. Det ansvar vejer tungt for alle. Også for Christian.

Det var det første, der slog mig, da han lå på banen i lørdags. Jeg tænkte på hans børn og hans kæreste, Sabrina. Skulle de vokse op uden en far?

Først havde vi situationen, som kom ud af det blå, hvor hans liv var i fare. Og nu skal du så tage en beslutning om, hvad din fremtid skal bringe. Svært. Men det bliver en fornuftig beslutning uanset – sådan kender jeg ham.

Han fik en rørende hyldest i Parken mod Belgien. Hele Danmark, hele Europa, hele verden hyldede ham for det, han har været som fodboldspiller og person.

Det kunne ikke være bedre. Og jeg ved, at landsholdet har en helt speciel betydning for ham.

I alle de år, jeg har kendt Christian, har han altid stillet op for Danmark. Han vil spille ALLE kampe. Det er ligegyldigt, om det er en træningskamp eller en af de helt store kampe.

Han havde på et tidspunkt et sindssygt hårdt kampprogram i Tottenham, og jeg var bange for, at han ville blive skadet.

Vi var meget afhængige af ham i vores kvalifikation. Men han missede ikke en eneste træning. Vi måtte næsten trække ham ud af træningsbanen.

Han stod altid og skød på Kasper Schmeichel. Og Kasper elsker at stå i mål, så han tog med glæde imod skuddene, mens Christian skød og skød. Jeg var bange for, han ville få en lyskeskade, men sådan er han bare. Han elsker fodbold.

Når du spiller rundt omkring i Europa, er det en dejlig ting for Christian og de andre at komme hjem til Danmark. Danskerne er skruet sådan sammen som mennesker, at de vil have god mad og hygge.

Vi fik Per Thøstesen ind som kok fra Bistro Boheme, da jeg var landstræner, og han sørgede for god mad. Og så hyggede de danske drenge sig sammen. Danskerne er sindssygt gode til at hygge sig, må jeg sige som nordmand. Der kan vi godt lære noget af.

Og derfor har de også knyttet så stærke bånd, som vi har set den seneste uge.

De stærke bånd, vi har set hylde Christian.