Det sidder stadig i mig, det nederlag.
Når Danmark møder Wales på lørdag i Amsterdam, er det første gang, det danske landshold risikerer at ende i en straffesparkskonkurrence under dette EM.
Sidst det skete i en slutrunde, var jeg landstræner. Nederlaget til Kroatien ved ottendedelsfinalen ved VM i 2018 i Rusland er stadig noget, jeg ikke er kommet mig over.
Det var et stort drama, hvor vi kæmpede os videre til forlænget spilletid, efter Kasper Schmeichel reddede Luka Modric' straffespark i ordinær spilletid, hvor det hele sluttede 1-1.
Efter de første 90 minutter følte vi os faktisk ret stærke. Vi spillede rigtig godt, og da Kasper reddede det første kroatiske spark i straffesparkskonkurrencen, tænkte jeg, at vi ville vinde kampen.
Vi havde håbet at spille kvartfinale i Sochi mod værterne fra Rusland, men det håb forsvandt desværre.
Kasper Hjulmand har talt lidt om sine tanker om straffespark i de seneste dage, og det er også noget, jeg har læst meget om.
Det kan sammenlignes med en krigssituation. Du får et tunnelsyn. Når du går fra midten af banen og frem til at skyde, står tiden stille.
Det føltes også helt surrealistisk mod Kroatien. Helt uvirkeligt. Det blev så marginalt, som det kunne blive, da den kroatiske keeper kastede sig til den forkerte side og alligevel reddede Nicolai Jørgensens afgørende spark.
Jeg talte med Jon Dahl Tomasson, min assistenttræner, om straffespark i optakten. Han var med i den legendariske Champions League-finale i 2005 mellem AC Milan og Liverpool. Godt nok scorede han på sit spark, men han sagde, han ikke kunne huske noget som helst fra situationen. Ingenting.
Men jeg husker helt tydeligt, at jeg stod ude på sidelinjen.
Når man går ind i en knockoutkamp ved en slutrunde, så ved man, det kan ende med at blive afgjort på straffespark.
Det er en balancegang mellem ikke at fokusere for meget på det, men samtidig skal man have det med i kampplanen.
I mit tilfælde ville jeg ikke fokusere for meget, for så spiller man efter at få uafgjort – jeg vil hellere afgøre kampen efter 90 minutter og vinde på den måde.
Man kan dog lave forskellige taktiske greb i den forlængede spilletid, og hvis du har nogle stærke straffesparksskytter på bænken, kan du skifte ud. Og det gjorde vi mod Kroatien. Vi satte Michael Krohn-Dehli ind, fordi vi netop vidste, at han var god fra pletten.
Men jeg tror ikke, du kan træne situationen, du kan træne selve sparket. Vi skød af og til i lejren under VM. Vores sikre straffesparksskytter sparkede på Kasper Schmeichel, men det var der ikke fokus på som sådan.
Vi valgte Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, fordi de var faste skytter i henholdsvis Ajax og Feyenoord. Christian Eriksen var også sikker. Michael Krohn-Dehli ligeså. Simon Kjær meldte sig selv, og han gik bare frem og bragede den op i krydset på sit spark. Helt iskold.
Jeg sagde til drengene efter kampen, at de skulle være stolte af, hvad de havde udrettet. De havde givet alt, hvad de havde i sig. Vi havde ikke marginalerne med os – og jeg sagde, at ingen skulle føle sig som en syndebuk.
Derfor var det så uretfærdigt, at Nicolai Jørgensen blev udsat for så meget kritik efterfølgende.
De, som kritiserede Nicolai, ville have pisset i bukserne, hvis de stod i samme situation. De ville have været så nervøse for at skyde i så vigtig en kamp. De ved ikke, hvad de snakker om. At påtage sig det store ansvar, det er godt nok for mig.
Jeg tror ikke, man kan ikke simulere situationen, du må håndtere den, når den opstår. Og derfor er straffespark så mærkeligt et fænomen. Under stort pres laver folk fejl, men jeg tror, at erfaringen fra Kroatien-kampen vil være god for danskerne.
Det er kun Simon Kjær, der er med ved EM, fra skytterne i 2018, men Kasper Hjulmand må finde sine egne aktører til at skyde.
Det er jeg helt sikker på, han har styr på.
