Jeg så dem fra den side, jeg lærte at kende i min tid som landstræner.
Jeg så sammenholdet.
De danske spillere viste hele verden, hvordan det er at stå sammen som et hold. De beskyttede hinanden, de forsvarede hinanden i en situation, hvor en holdkammerat svævede mellem liv og død.
Simon Kjær viste sammenholdet, da han var den første til at hjælpe Christian. Det viser værdien af fodbold. Det handler ikke kun om at vinde kampe. Det er kammeratskabet. Venskabet.
Det var en fuldstændig forfærdelig oplevelse i Parken. Jeg så det hele udspille sig på en tv-skærm i NRKs studie.
Og jeg var stærkt kritisk over for NRK, fordi de ikke stoppede billederne. Lige fra Christian faldt om, til vi så, de arbejdede med hjertemassage.
Kameraet skulle være slukket, og kampen burde ikke været spillet. Der var ingen energi i de danske drenge. Det kunne man bare se. Det var hårdt at se på.
Det er noget, vi alle må bearbejde. Det viser, hvor skørt livet egentlig er. Det kom tæt på. Alt for tæt på.
Folk håndterer en sådan oplevelse på forskellige måder, men jeg håber, drengene kan spille sig ud af det.
Det handler om at bearbejde tankerne. Og nogle gange kan handling være en god vej ud af det. Hvis de får kræfterne tilbage, kan det måske være godt med en fodboldkamp. Det håber jeg. Det håber jeg virkelig.
Men jeg ved det ikke, for vi var alle berørte, mens vi så det på tv-skærme. Spillerne var der. De var helt tæt på. Meget tæt på. Det kommer an på, hvor hurtigt de kan bearbejde det – og jeg håber bare, de kan bruge fodbold som terapi.
En traumatisk oplevelse, som skete midt i det, alle danskere havde glædet sig til i lang, lang tid.
Det var det, spillerne havde kæmpet for. At gå ud i Parken til første kamp til EM på hjemmebane. Og så får vi sådan et scenario med en spiller, der falder om.
Selveste Christian Eriksen. En spiller, jeg har lært så godt at kende. En spiller, der betyder meget for mig.
Jeg husker specielt de fine, hyggelige samtaler, jeg havde med ham, da jeg besøgte ham engang i klubben. Vi sad på en hyggelig café tæt på hans hjem, og vi snakkede om alt egentlig.
Han er et totalt ukompliceret menneske. Som fodboldspiller er han første mand på banen. Han elsker at spille fodbold, men uden for banen er han en utrolig dejlig og åben dreng. Der findes et vist ideal for at være et menneske – og han er bare et godt et af slagsen.
Jeg var på Wembley for at se ham spille mod Manchester United, da han stadig var i Tottenham. Og der havde han inviteret den værtsfamilie, han boede hos som helt ung i Ajax. De roste ham meget som person, kan jeg huske. Og jeg tror, det er noget, han har med hjemmefra. Det er dér, du lærer at blive en god dreng. For det er han virkelig.
Christian er et eksempel til efterfølgelse for alle fodboldspillere. Og det er de danske drenge i det hele taget. Kasper Schmeichel, Simon Kjær især. De er et idealbillede for alle.
Christian er en fighter, men han er også en meget ansvarlig mand på alle måder. Hans kone, hans familie, hans børn. Der er mange ting at tage hensyn til.
Vi ved, Christian har det godt, men vi ved ikke, hvordan det bliver videre for ham som fodboldspiller
Jeg husker alt for godt situationen med Ståle Solbakken. Jeg var træner i Brøndby på det tidspunkt, da jeg fik at vide, at Ståle var kollapset på FCKs træningsanlæg. Det var så alvorligt, at han måtte stoppe sin karriere. Hvordan det står til med Christian, må vi afvente.
De sportslige resultater betyder ikke så meget. Ikke nu. Det vigtigste er, at Christian har det godt. Det er en sejr i sig selv for Danmark. Så tager vi fodbolden i anden række.
