Det kan ikke være verdensklasse hver dag.
Og det var det heller ikke lørdag aften i Baku, da Danmark gik videre med en snæver og velfortjent sejr over et udmærket tjekkisk hold, der dog var knap så stærkt, som landstræner Kasper Hjulmand talte det op til at være inden kampen.
Bevares. Der var flere lækre detaljer. Ikke mindst omkring målet til 2-0, da Joakim Mæhle i bedste Modric-stil leverede slutrundens bedste pasning til Kasper Dolberg, som får den slags afslutninger til at se pærelette ud. Men det er de altså kun for de få udvalgte som for eksempel den stille snigskytte fra Silkeborg.
Det overordnede indtryk var mere pragmatisk end i de foregående kampe. Spillet flød ikke så let som tidligere. Mange virkede trætte. Midtvejs i første halvleg og i særdeleshed i begyndelsen af anden halvleg var Danmark trængt langt tilbage.
Men presset aftog, hvilket var et udtryk for, at Danmark tog den opgave på sig, som det er at bevare det kølige overblik, når de andre har overtaget. Et vel afstemt hold skal kunne afkode de faser i en kamp, hvor bolden bare skal ekspederes væk. Når de andre har momentum, skal man ikke kombinere sig ud fra forsvaret med hæl og tå. Så skal man forsvare.
Det havde Simon Kjær & Co. den rette fornemmelse for imod Tjekkiet. For selv om to millioner danskere bed negle derhjemme foran storskærmene, var der kun sjældent reel fare for en udligning. Det var ikke kun, fordi jeg er jyde, at min stemmeføring fra Baku var så rolig.
Når vi nu skal møde England på Wembley i EM-semifinalen, er der også grund til at gøre opmærksom på, hvordan vi vandt over samme modstander 14. oktober sidste år. På netop det engelske nationalstadion. Det gjorde vi med en yderst konservativ indsats, hvor sejren blev det primære formål.
Selv om Danmark spillede en hel time i overtal efter udvisningen af Harry Maguire, flød spillet aldrig. Til gengæld blev England heller ikke farlige. Og så endte vi altså med at vinde 1-0 på Christian Eriksens straffesparksmål. Det var en meriterende sejr. Men den var også grim.
Hvis man kigger på de fire semifinalister, så har de alle været gennem perioder, der bare skulle overleves. Også Spanien og Italien. Spanien lykkedes faktisk meget dårligt med det, da de skulle forsvare deres 3-1-føring mod Kroatien.
Mens Italien lykkedes glimrende, da sejren på 2-1 over Belgien i kvartfinalen blev bjærget hjem. Den kamp fik et forløb, der lignede Danmark-Tjekkiet en hel del, for da Belgien havde allermest brug for et mål, tillod Chiellini & Co. dem aldrig at komme tæt på. Vi sværmede jo alle sammen over dramaet i Parken mellem Spanien og Kroatien, men ret beset var det rystende, at Spanien ikke bare kunne køre sejren hjem.
Ligesom jeg må tillade mig at gøre opmærksom på, at det er en ubetinget styrke hos vores kommende engelske modstandere, at de ikke har lukket et eneste mål ind. Alt imens mange iagttagere har haft travlt med at problematisere den offensiv, der var noget impotent i gruppespillet, har forsvaret foran den koleriske målmand Jordan Pickford lukket fuldkommen af.
Jeg troede ikke på England før turneringen, men det var på grund af deres manglende evne til at forsvare sig imod de bedste hold. Det har vist sig at være en fejlagtig analyse.
Tilbage til Danmark, for vi var i den grad på spanden i de første ti minutter af kvartfinalen mod Tjekkiet. Blandt andet fordi den ellers så beslutningssikre Kasper Hjulmand begik en mærkværdig taktisk fejl ved at flytte Andreas Christensen væk fra det centrale forsvar og op på midtbanen som reaktion på den tjekkiske indskiftning af den store forward Michal Krmencik. Hermed blev Simon Kjær og Jannik Vestergaard efterladt i for mange en-mod-en-situationer med Krmencik og Schick.
Først med indskiftningen af Christian Nørgaard og den hurtige genplacering af Andreas Christensen i tre-back-kæden blev roen genoprettet. Nørgaards besindige tilstedeværelse betød også, at den flyvske Pierre-Emile Højbjergs velmente forsøg på at ville slukke alle ildebrande i egen høje person ikke blev for kostbare.
Det var knap så euforisk en oplevelse at kommentere Danmark i kampen mod Tjekkiet, som det var imod Rusland og Wales. Her var jeg nærmest høj efter to kampe, hvor Danmark i lange perioder kom tæt på deres ypperste niveau.
På en måde var jeg bare endnu mere fortrøstningsfuld, da jeg sad i flyet hjem fra Aserbajdsjan. I en lang slutrunde gælder det nemlig om at kunne overleve de problematiske perioder. Det var Frankrig for eksempel gode til ved VM i 2018. Det var Danmark heldigvis også mod Tjekkiet.
