Efter voldsom kritik af håndboldlandsholdets fremtræden under EM i Frankrig svarer DHFs generalsekretær, Morten Stig Christensen, nu tilbage.

Og kritikken, som blev beskrevet i en klumme på TV 2, der blandt andet lyder på, at de danske håndboldspillere skaber kløft mellem dem selv og befolkningen, tager han yderst alvorligt.

»Jeg tager den generelle konklusion af kritikken meget, meget seriøst. Det kommer vi til at evaluere på, og det kommer vi til at dykke ned i, det kan jeg garantere,« siger han og tilføjer:

»Vi har kun ét mål, og det er at være et tophold i verden, og så vil være et hold, som folk holder af.«

Morten Stig Christensen fortæller, at Dansk Håndbold Forbund vil evaluere på slutrunden og dermed også på den nylige kritik.
Morten Stig Christensen fortæller, at Dansk Håndbold Forbund vil evaluere på slutrunden og dermed også på den nylige kritik. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Synes du, at I er et hold, der bliver holdt af lige nu?

»Der er plads til forbedring på flere områder, lad mig sige det sådan. Vi vil gerne vinde, og vi vil gerne være elskede.«

Kritikken fra TV 2 og deres håndboldredaktør, Dan Phillipsen, er mere konkret rettet mod stjernen Stine Jørgensen. Hun står som et oplagt eksempel på det, der skaber kløft mellem landsholdsstjernerne og befolkningen, lyder det.

Dan Philipsen konstaterer, at Stine Jørgensen 'hader' arbejdet med pressen - og derfor kun giver minimum af sig selv i de interviews, hun af pligt stiller op til.

»Lige nu skubber hun og holdkammeraterne folket væk. Og når man samtidig ikke vinder særlig mange håndboldkampe, så er det tid til at stoppe op, tænke sig om og vurdere, om tiden ikke er kommet til at ændre udtryk. Det gælder spillerne, landstræneren og Dansk Håndbold Forbund. Nogen må gøre noget.«

Stjernespilleren Stine Jørgensen bliver blandt andet kritiseret for sin mediefremtræden under EM-slutrunden i Frankrig. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Stjernespilleren Stine Jørgensen bliver blandt andet kritiseret for sin mediefremtræden under EM-slutrunden i Frankrig. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Morten Stig Christensen mener generelt ikke, at der er 'presselede' blandt spillerne. Han mener, at Dansk Håndbold Forbund gør meget for at være til rådighed for pressen.

»Jeg mener ikke, at vi er i nogen krisesituation. Men jeg mener og læser det, som Dan Phillipsen har skrevet, som om at han hejser et flag og siger, at 'det her skal I være opmærksomme på.' Det, vi kan gøre ved det, er at vinde kampe, ligesom vi kan stå til rådighed og optræde på en måde, der vækker sympati og empati. Deri er vi fuldstændig enige. Men jeg vil ikke slutte, at dansk håndbold hverken står til rådighed eller er spændende at høre på,« siger han.

Morten Stig Christensen understreger gentagne gange, at han ikke vil udtale sig om enkelte spillere eller specifikke interviews. B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Stine Jørgensen, men hun er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

Danmark fik en ottendeplads ved EM.