Så kom det længe ventede parti, Danmarksdemokraterne, fra Inger Støjberg. Projektet blev præsenteret på Hvidsten Kro, som de fleste forbinder med modstandsbevægelsen. Det står allerede nu klart, at modstanden vil blive rettet mod 'de fine saloner' i København, woke-tænkning og MeToo – og storbyer. Men Støjberg selv gør sig store anstrengelser for at forklare, at hun ikke laver et protestparti.

Navnet Danmarksdemokraterne leder tankerne hen på Sverigedemokraterna. Ligesom Løkkes Moderaterne leder tankerne hen på den svenske udgave. Partinavnet er ret uforpligtende og alle kan læse deres personlige drømme og håb ind i projektet, så længe der ikke er mere konkret indhold.

Shakespeare skrev: »Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes« og tag ikke fejl, Støjberg dufter af sommersøde roser for sine mange tilhængere. De kan simpelthen bare godt lide hende.

Når journalister spørger til uoverensstemmelser mellem, hvad hun engang sagde som Venstres politiske ordfører, minister eller næstformand, så fortæller hun en jordnær historie om, at det ikke var hendes fineste tidspunkt og tilføjer, at hun tror, at folk godt forstår, at der nogle gange er noget, man skal, selvom man er uenig.

De forstår partiloyalitet, som hun forklarede, mens mange Venstre-folk fik kaffen i den gale hals. Og alskens kloge hoveder vil betragte det som problematisk, men det er faktisk ærligt. Det kan hendes tilhængere godt se.

Nu har hun så sit helt eget parti. Der er ingen bånd (eller fodlænker), der binder hende. Hun tilbyder ikke vælgerne et gennemarbejdet politisk projekt eller en organisation. Hun tilbyder vælgerne sig selv. Brandet, holdningerne, mennesket Inger Støjberg.

Politisk sigter Danmarksdemokraterne efter 00erne i dansk politik. Dengang VKO styrede det hele. Det er en drøm, der er som talt ud af Kristian Thulesen Dahls hjerte – og hun sendte da også klare signaler om, at han var hjerteligt velkommen. Til gengæld slog hun ikke helt så hjerteligt armene ud for alle de andre frafaldne DFere, hvor flere ellers bød sig meget ivrigt til.

Inger Støjberg er tydeligvis bevidst om, at hun ikke vil castes i rollen som 'de jyske hævnere', som min morsomme kollega, Noa Redington, har kaldt hende og Thulesen Dahl. Hun understreger, at hun ikke vil vende tilbage til Christiansborg hverken bitter eller vred' og har derfor heller ikke et problem med eventuelt at pege på Jakob Ellemann-Jensen.

Inger Støjberg, da hun præsenterede sit nye parti, Danmarksdemokraterne, på Hvidsten Kro.
Inger Støjberg, da hun præsenterede sit nye parti, Danmarksdemokraterne, på Hvidsten Kro. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men helt uden en besk bismag var hendes partipræsentation ikke, for hun nægtede at lade sig interviewe af Politiken (som var drivende i afdækningen af instrukssagen) – også selvom B.T. tilbød at afgive noget af sin interviewtid.

Det vil være min prognose, at Danmarksdemokraterne kommer til at slå danmarksrekord i at indsamle vælgererklæringer lynhurtigt. Og Folketingets øvrige partier vil få lige så svært ved at få fat i kraven på Støjberg, som de havde på Uffe Elbæk, dengang han dansede ind på scenen med Alternativet og bare ville være gode venner med alle.

De kan godt angribe Støjberg med flammekastere og syrebomber – og tro mig, det har en del af dem lyst til – men så kommer de til at se usympatiske ud over for vælgere, som ingen af dem har råd til at miste. Andre kan forsøge at høste stemmer på at hade Støjberg og alt, hvad hun står for, men det kan godt blive som hestemøg og en bananskræl under hendes roser – næring.

Til gengæld står det efterhånden temmelig klart, at næste valg bliver et valg mellem 'Mette eller kaos'. Hvis da ikke lige de frafaldne V-profiler, Løkke og Støjberg, trækker vælgere nok over midten.


Medarbejdere fra Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, da de i 2020 aflivede mink på en farm i Gjøl. Arkivfoto.
Medarbejdere fra Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, da de i 2020 aflivede mink på en farm i Gjøl. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ugens stinkbombe

Weekendavisen har fået adgang til et foreløbigt udkast til konklusioner fra Minkkommissionen, og det er læsning, der kan sende botox-fri øjenbryn godt op i panden.

Som forventet tegner der sig et billede af sønderlemmende kritik af Fødevareministeriets ageren i sagen, men også Justitsministeriet, Rigspolitiet og Statsministeriet står for skud. Det er i sig selv opsigtsvækkende at så tunge institutioner i samfundet kritiseres i kraftige vendinger.

Ifølge Weekendavisen hæftes begrebet 'groft vildledende' ligefrem på statsministeren selv. Men vi ved endnu ikke, om hun personligt var bekendt med den manglende lovhjemmel til at slå alle mink ned. Noget tyder på, at det ikke kun er mink, der kan blive slået ned af denne sag. Men statsministeren er ikke en af dem.

Politisk ordfører Rasmus Stoklund (S).
Politisk ordfører Rasmus Stoklund (S). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ugens sure opstød

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, har i et debatindlæg i Berlingske brokket sig over oppositionen, som han beskylder for usagligt at undergrave tilliden til samfundets institutioner og regeringen.

Det er samme beskyldning, der tidligere er kommet fra en hel serie ministre, som også har brugt ord som 'trumpisme'. Det handler selvfølgeligt om at isolere sig lidt på forhånd mod den kritik, der kommer oven på Minkkommissionen. Det er den klassiske skræmmekampagne om skræmmekampagnen, bare tilsat Trump.

Når den gamle taktik stadig ses, er det fordi den virker, når påstanden er bygget på noget, der er sandt. Siden socialdemokraterne indledte denne lille kampagne, er opmærksomheden på, at blå blok ikke har et samlet og velformuleret politisk projekt også steget kraftigt. Det er trætheden over politikerne på begge sider af diskussionen til gengæld også.

Den moldaviske præsident, Maia Sandu (th.), til møde med den franske præsident Emmanuel Macron.
Den moldaviske præsident, Maia Sandu (th.), til møde med den franske præsident Emmanuel Macron. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Ugens kandidater

Ukraine og Moldova er nu godkendte EU-medlemskandidater, men det er ikke uden betingelser, for der er problemer med både korruption, oligarker og grundlæggende rettigheder.

Den slags problemer bokser vi trods alt ikke med i Danmark. Der er stadig lang vej til et egentligt medlemskab for nogle af Europas fattigste lande.

Andre læser også