»Kan du ikke skrive noget om, at Gud ikke fordømmer seksuelt aktive kvinder?«

Sådan spurgte en veninde mig forleden i forbindelse med venstrepolitikeren Anahita Malakians utvivlsomt velmenende kampagne #Over10, hvori hun forsvarer kvinders ret til at have mange sexpartnere uden at blive udskammet. Med sine egne #Over100 sexpartnere har Malakians taget et opgør med forestillingen om, at promiskuøse kvinder er ludere, billige eller brugte og så at sige placeret bagdelen i klaskehøjde for folks ufattelig dårlige opdragelse og dømmesyge, der er en menneskelig urkraft.

Dømmesygen er, ligesom alt mulige andre selvhævdende, selvretfærdige og selvgode træk udtryk for, at vi er syndere. Altså uperfekte og ufuldkomne skabninger.

For synd har ikke noget med sex eller seksualmoral at gøre. Men myten om, at man som god kristen skal sove med hænderne over dynen, ikke have sex før ægteskabet, og at onanister risikerer at miste synet som Guds udspekulerede straf over deres udskejelser, lever åbenbart endnu.

Det puritanske og asketiske syn på seksualiteten var en tolkning, der hørte til på den kirkelige højrefløj blandt missionsfolk - og det er ikke hverken progressivt, flippet eller særlig liberalt at hævde det modsatte. For i Det Nye Testamente videreførte Jesus det gammeltestamentlige syn på seksualiteten som en velsignet del af det skabte liv.

I Markusevangeliet, som læses til vielser, citeres Skabelsesberetnings ord om, at mand og kvinde skal blive ét kød. Der er altså ingen seksualfortrækkelse eller nedvurdering af det kropslige i Jesu forkyndelse. Den kirkelige højrefløjs tradition for at moralisere over folks skørlevned kan kun legitimeres hos apostelen Paulus, der var påvirket af den græsk-hellenistiske tankegang, hvor kroppen var underordnet i forhold til sjælen. Og der er ingen tvivl om, at han opfattede seksualiteten som noget underordnet i forhold til det åndelige eller sjælelige.

Men Paulus var ikke Gud og heller ikke Guds søn. Og Bibelen rummer tekster, der på en eller anden måde har med sex at gøre, for det er jo en bog om det almindelige, uperfekte menneskeliv. Og der er mange letlevende mænd og kvinder i Bibelen, mange prostituerede – men der bliver ikke sagt ét eneste ord om deres seksualmoral. Hvad enten de er hetero- eller homoseksuelle iøvrigt. Det interesserer simpelthen ikke Vorherre.

Er der moralsk fordømmelse over for kvinden ved Sykars brønd i Johannesevangeliet med de mange mænd? Nej, hun bliver ikke udskammet, men Jesus siger til hende:

»Du har ret, når du siger: jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og ham, du har nu, er ikke din mand; der sagde du noget sandt.«

Ja, kristendommen siger sandheden om mennesket, ikke om hvad der er moralsk rigtigt og forkert – det er op til det enkelte menneskes samvittighed over for de mennesker, vi lever sammen med, går i seng med eller hvad vi nu gør.

Gud er altså ligeglad med vores sexliv. Han måler og vejer os ikke på et #Over10, 100 eller 1000, fordi vi er andet og mere end underliv, seksuel adfærd og eskapader. Vi er ikke bare kødklumper, men skabninger af ånd. Vi er mere værd, end der er at se.

Og Gud ser mere i os, end der er at se. Kristendommen er ikke kropsfikseret, men det er vores kultur og vores tidsånd tilgengæld. Og det er grunden til, at kampagnen #Over 10 overhovedet har udviklet sig til en samfundsdebat. Folk må knalde med, hvor mange de vil, og hvem de vil – jeg er hverken snerpet, bornert eller noget som helst andet. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Sex er ikke noget, man behøver snakke så meget om, det er noget, man har. Og ingen skal udskammes. Med al respekt for Anahita Malakians, giver kampagnen #Over10 desværre kun vind i sejlene til tidens fuldstændig hysteriske og uafslappede forhold til kroppen, kønnet og seksualiteten som at alt definerende, kvalificerende og karakteriserende ved det individualiserede mennesket. Det er tidens værste sygdom. Og vi lider under den. Også i dén grad.