En af dem, jeg følger på Instagram, har postet et billede fra en dal i Fjernøsten.

Teksten fortæller noget om al den ro, man finder på det gudsbenådet smukke sted, og hvor vigtigt det er med masser af ro i sin hverdag.

Hmmmm…er det bare mig, eller er det en anelse selvmodsigende at bruge lang tid ved telefonen for at skrive om fred og ro i sindet samt bruge tid på at skyde det perfekte billede i denne betagende dal?

En anden kvinde, jeg følger, har lagt et billede op af sig selv med sine veninder og skrevet: 'Er det ikke hyggeligt?' Billedet er lagt op, mens de sidder og spiser.

Og jo, det ser da pokkers hyggeligt ud, men hvis der skal lægges billeder op, mens man sidder og spiser med sine bedste veninder, så ryger noget af hyggen da. Eller nærværet.

Jeg tør godt sige det, for jeg var efter mine egne veninder, da vi for nylig var ude sammen. Efter de havde haft telefonerne fremme og tjekket Facebook og svaret beskeder seks-syv gange inden for den første halve time (under mine højlydte protester), så måtte jeg simpelthen sige:

»Nu lægger I de telefoner, eller også går jeg min vej!«

Jeg tror, de syntes, jeg var skrap, og de havde mange indvendinger a la: 'Jamen, jeg skal lige svare, for min mand spørger…'

Men altså: »Han ved, hvor du er, og hvis det er noget alvorligt, kan han ringe til restauranten!«

Jeg elsker mine veninder. Det skal der ikke herske tvivl om. Men jeg hader den fokus, telefonerne stjæler fra vores indbyrdes opmærksomhed. Og det er ikke kun med veninderne, jeg har det sådan.

Det er også med min familie og mine kollegaer. Hvis man er på arbejde eller mødes over en frokost i arbejdstiden, så kan man have en konvention om, at telefonerne må besvares efter behov (og dog være på lydløs).

Men jeg bliver sindssyg over alt det telefoneri, der finder sted her der og allevegne.

»Aj, det skal vi da lige google,« siger folk, når der er noget, de ikke kan huske.

Og så spurter de væk fra middagsbordet ud efter telefonen blot for at gå glip af en chance for at træne hjernen til rent faktisk at huske ting eller rubricere ting som: ligegyldig viden, jeg sagtens kan vente med at indhente, til jeg er alene.

Telefonerne kan helt vildt meget i dag. De kan måle vores søvn og tælle vores skridt og indtagelse af kalorier. Lægger man dertil de armbånd, som bliver solgt, og som kan det samme, synes der at tegne sig et billede af en helt fordrejet selvoptagethedskultur.

Skridttæller kan være smart, hvis man vil vide, om man har gået det antal skridt, der anbefales på dagsbasis, det ved jeg godt. Jeg er også godt klar over, at der foreligger et regnestykke inden for kalorietælling, hvis man skal tabe sig.

Men skal jeg nu være helt ærlig, så er der ingen af dem, jeg kender med disse remedier, som vitterlig har brug for dem. Det er raske mennesker, der dyrker motion og spiser nogenlunde sundt. Overskudsmennesker. Og de går op i deres dags- og natterytmer, som var det en større videnskabelig hobby.

Så sent som i dag var der en jævnaldrende, der sagde til mig: »Guuud, skriver du i hånden? Det er der ikke mange, der gør.«

Jeg blev faktisk helt ked af den information. For mig er det en enorm frihed at kunne skrive i hånden. Og også en frihed for mig ikke at have en elektronisk kalender, som alle bare går ud fra, jeg har på mig hele tiden.

Kalenderen ligger derhjemme, og jeg tager den frem, når jeg vurderer, at der er behov for det. Et par gange er jeg standset op for at suge et øjeblik helt ind og virkelig huske det i stedet for at tage et billede.

De øjeblikke står lige så stærkt for mig som mit bryllup, som jeg fik videofilmet, og som jeg heldigvis aldrig har genset og heller ikke skal gense. Det skal nemlig have lov at leve inden i mig. I min hukommelse. Som noget af det smukkeste.

Jeg repræsenterer dinosaurerne – en uddøende race, men jeg tillader mig at være stolt af det. Jeg anbefaler på det varmeste, at man prøver det. Jeg er ikke afhængig af en eneste elektronisk dims.

Det er ikke det samme som, at jeg ikke værdsætter elektronik. Eller at jeg gerne vil undvære min telefon. Jeg vælger bare friheden til at vælge. Se, dét er noget, der giver ro.