Der er ikke noget som CO2-udledninger, drivhusgasser, smeltevand, selleribøffer og bønnepostej, der kan få det absolut værste op i folk.

De gode udpeger de onde. De frelste håner de fortabte, der først sent og med forbehold anerkender klimaforandringerne. De selvretfærdige fryder sig over deres egen godhed og over, at klimasynderne går fortabt, når dommedagsbasunen lyder, og det store klimaregnskab skal gøres op.

Fårene skal skilles fra bukkene – dem, der indførte lovpligtige vegetarordninger, og så dem, der ikke vil give afkald på bøfferne. Men hvorfor er klimadebatten blevet så ædende ond?

Det slog mig flere gange i løbet af valgkampen, at klimadebatten er blevet lige så betændt, som indvandrerdebatten var for bare tre-fire år siden – og i en vis grad stadigvæk er. For klima- og indvandrerdebatten har nemlig noget til fælles, der ikke handler om klimaflygtninge, men om at begge debatter på hver sin måde er et religiøst anliggende, der afspejler tidsåndens postkristne humanisme.

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh
Byline billede: Sognepræst Marie Høgh Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Selvom der er blevet bemærkelsesværdigt stille fra venligbo-segmentet, er indvandrerspørgsmålet stadig den ultimative undskyldning for at demonstrere sin egen godhed ved at stille sig på den side i debatten, der insisterer på at repræsentere det såkaldt medmenneskelige, barmhjertige og humane – det absolut gode.

I samme åndedrag er den politiske modstander udråbt som den absolut 'ikke gode', ikke-særlig-medmenneskelige, 'ubarmhjertige' og 'inhumane'. Læs det igen. Det er voldsomme beskyldninger. Men det er rart at føle sig god og have patent på næstekærligheden. Det er bekvemt at være en del af det pæne selskab, der vender det blinde øje til de mørke skyer, der stadig trækker op i horisonten over den vestlige verdens værdimæssige og kulturelle beståen.

I klimaspørgsmålet trækker det også sammen. Dommedagsbasunerne lægger underlægningsmusikken til klimadebatten og varsler, at altings undergang er nær. Det er jo sådan set ikke noget nyt, at vi tror, jorden går under – det har menneskeheden sådan set altid og med jævne mellemrum været overbevist om.

Men for de gamle nordboer hørte varsler til troen – eller overtroens verden. Men klimadebattens forskningsbaserede varsler må ikke modsiges, der må ikke stilles spørgsmål og drages tvivl om forskernes ord – der trods alt er mennesker og ikke ufejlbarlige guddommelige sandhedsvidner.

Men de dele af forskningen, der ikke falder under det politisk korrekte narrativ om menneskeskabte klimaforankringer, forties. Dermed ikke sagt, at vi mennesker ikke har påvirket klimaet – men debatten er unuanceret, fordi klimaet er blevet den nye grønne religion, der sjovt nok, i modsætning til andre religioner, ikke må udsættes for kritik, men giver plads til rigtig meget udokumenteret ammestuesnak om, hvordan vi undslår os undergangen.

Klimakrisen er simpelthen den perfekte undergangsfortælling af apokalyptiske dimensioner, der rummer alt: de profetiske forudsigelser om altings endeligt, Parisaftalen. Den betragtes som et religiøst dokument på størrelse med Det Nye Testamente.

Det uskyldsrene, frelsende barn fra Sverige, den 16-årige småforstyrrede Gretha Thunberg, omtales som den nye Kristus. Til forskel fra Kristus taler hun ikke om Guds fred, frelse og syndernes forladelse, men opfordrer til at gå i panik og frelse os selv ved at angre vores klimasynd.

Kristus blev hængt på et kors – Gretha er indstillet til Nobels fredspris. Ja, verden er af lave – for troen er forsvundet, og mennesket har mistet orienteringen. Men hjertet bærer en dyb religiøs og eksistentiel længsel, vi prøver at forløse gennem klimaaktivismen: Vi har fejlet, syndet og levet forkert – derfor går verden under – men lige på falderebet kan vi nå at frelse os selv ved at betale afgifter og aflad, spise efter religiøse, veganske forskrifter, dyrke alle mulige former for afholdenhed og forsamle os i klimamarchen.

Jeg gyser ved lyden af ideologiske taktfaste skridt – for det paradoksale er, at der i fællesskabsideologien ligger en iskold ekstrem selvrealisering. Fuldstændig ligesom den politisk korrekte tilgang til indvandrerdebatten, der ikke handler om løsninger og ansvar, men om selvskabt identitet. Og på dét alter ofrer vi gerne fornuften og ansvaret for generationerne efter os.