Jeg tager altid én af tre udvalgte krus i køkkenskabet med hverdagsporcelænet.

Èn har været min mors, en tung keramikkop med blå blomster. En anden er musselmalet og har en høj hank.

En tredje, har en veninde købt i Silkegade i København – en engelsk tekop med en lille kat på. Jeg tager koppen med Neskafé og mælk med mig rundt i morgenritualet på badeværelset foran spejlet, i det lille påklædningsrum hvor min garderobe hænger og efterlader den et sted, hvor jeg møder den næste morgen på samme tidspunkt med en sjat indtørret kaffe i.

Sådan var det også i morges. Men søndagens morgener har to undtagelser: Jeg går ikke i påklædningsrummet, men trækker i præstekjolen. Jeg hører ikke Radio 24Syvs morgenprogram, men en eller anden podcast.

I morges var det kulturprogrammet Flaskens Ånd – to psykiatere i en åndfuld samtale med værten om (blandt meget andet) ritualer. Ting vi gør på samme måde hver dag.

Strukturer, rutiner og vaner der kan dæmpe den grundangst eller grunduro, vi alle sammen har i mere eller mindre påtrængende form. Ritualerne er alt det, som Dan Turell holdt af og skrev sine hverdagslige ord om:

»Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser«

Hverdagsritualerne er ophævningen af noget tilsyneladende almindeligt og monotont til noget betydningsfuldt.

Det betyder noget, eller det bilder vi os ind, at det gør, hvilken kop vi drikker  kaffen af, og om avisen læses før eller efter brusebadet. Måden vi børster tænderne på - måden vi kysser farvel på er en slags ritual, der lægger en lille orden ned over alt det, som er vores liv.

Og vi elsker at læse artiklerne om, hvordan andre gør det: 'Sådan er min uge, min hverdag eller min weekend', fortæller kendte til aviser og ugeblade som et vidnesbyrd om det senmoderne menneskes længsel efter ritualer.

For tidsåndens identitetskultur har været med til at nedbryde traditioner, etiketter, gode manerer, værdier og normer, der tidligere har skabt den fælles form og ramme, vi kunne udfolde vores liv i.

Men i frigørelsens og individualiseringens hellige navn er vi blevet afritualiserede og formløse, for 'Gud forbyde, at et ritual kan gælde for mig som for alle andre. Jeg er jo ikke som dem.'

Og alligevel længes vi efter det samme. Og vi tog fejl. Vi troede at afritualisering sætter mennesket fri, men det er en frihed uden nogen form at udfolde friheden i.

Det er 'formløshedens tyranni', som teologen og filosoffen KE Løgstrup advarede om allerede i en anden tid. Det forholder sig nemlig ikke sådan, at form og konvention gør ufri, og formløshed gør fri.

Nej, formløsheden tvinger os til at konstruere formen selv – og det er i virkeligheden en overbelastning af det enkelte menneske, der har nok at gøre med hverdagens ritualer: Morgenkaffen på badeværelset med håndklædet om håret, den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks.

Den månedlige opkrævning af husleje og daglige opkrævning af gensidig kærlighed, hvis livet skal løbe rundt.

Jeg henter avisen i postkassen, efter løbeturen, mens vandet koger og konstaterer, at andre ligesom jeg længes efter andre ritualer end dem, der bringer os ind i en hverdagsramme hver for sig – og ophører, hvis vores hverdag en morgen ikke så ud, som den gjorde i går med kaffe og kys og aviser og madpakker.

Derfor længes vi efter de aflastende ritualer, der sætter os på linje med alle andre ængstelige mennesker.

Derfor har kristne ritualer overlevet selv de mest gudløse tider. Vi bliver ved med at blive døbt med tre håndfulde vand. Konfirmeret og viet foran alteret. Sænket i jorden med tre skovlfulde muld på kisten.

Og hvorfor folk søger kirkens ritualer, skal præster blande sig udenom. For folk søger, en lille, stor og hellig stund, de først aner meningen og fylden i, når ritualets ikke hverdagslige ord lyder.