»Det har jo vist sig, at mange test ikke er lig med mindre smittespredning i Danmark.«

Regeringens nye teststrategi opfordrer til, at alle danskere lader sig teste to gange om ugen, uanset om man er fysisk til stede på sit arbejde eller uddannelse. Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg anslår, det vil løbe op i 100 milliarder kroner.

Forsker i biomedicin Peter Kamp Busk mener ikke, det vil have den store effekt i forhold til helt at stoppe smittespredningen. Det kunne man allerede observere sidste forår ifølge eksperten i test. Det forklarede han, da han gæstede B.T. Live.

»I foråret havde vi omkring 10.000 test om dagen. Der faldt smitten, og vi kunne i løbet af sommeren åbne nærmest fuldkommen op. Derimod havde vi i december omkring 100.000 test om dagen, hvor vi endte med at lukke landet fuldkommen ned igen.«

Hvorfor tror du, smitten faldt i foråret, når den ikke gjorde i efteråret?

»Jeg tror, det skyldes folks adfærd. Tilbage i foråret respekterede folk restriktionerne mere, end de gjorde i efteråret.«

Men var det ikke nærmere, fordi temperaturen steg i foråret?

»Der er jo også covid-19 i de varmere lande, så den forklaring kan ikke stå alene.«

Forskeren, der har sin daglige gang på Roskilde Universitet, mener, at regeringen skal gå mere systematisk til værks end hidtil, hvis testene skal have indvirkning på smittespredningen.

»Der mangler noget systematik i teststrategien. Man kan gå ned og blive testet, hvis man har lyst, og man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Problemet lige nu er, at det er de samme, der hele tiden bliver testet, og det virker kun, hvis alle lader sig teste.«

Mette Frederiksen opfordrer nu til, at alle skal testes to gange om ugen, så er det netop ikke systematik, hun forsøger at få skabt?

»Nej, det synes jeg ikke. Hun opfordrer kun til at blive testet. Det har hun gjort hele tiden. Jeg tror, det vil blive ved med, at nogle ikke vil blive testet, hvor nogle andre vil blive testet rigtig meget.«

Peter Busk var live igennem i B.T. Live. Se det øverest i artiklen.
Peter Busk var live igennem i B.T. Live. Se det øverest i artiklen.
Vis mere

Hvad kan man så gøre anderledes?

»Jeg tror, tvangstest en gang hver anden uge vil give langt større effekt, men det mener jeg ikke, vi skal gribe til.«

Peter Busk mener også, at der er et økonomisk aspekt, som regeringen ikke varetager, som de burde.

»Den teststrategi, som regeringen har præsenteret, vil koste 200 millioner om dagen. Når vi normalt tester andre sygdomme, tester vi kun de mest udsatte grupper for ikke at bruge unødvendige økonomiske ressourcer. Den forsvarlighed, synes jeg, bliver tilsidesat her.«

Men er vi ikke også i en så ekstraordinær situation, at økonomisk ansvarlighed bliver tilsidesat lidt mere end normalt?

»Jo, det kan du have ret i, men jeg synes nu heller ikke, at tarmkræft er en ret så ligegyldig sygdom. Der bliver man også nødt til at sortere i befolkningsgrupper af økonomiske grunde,« afslutter Peter Busk.