Det er et alvorligt wakeupcall til danskerne, at coronaen fortsat skyller ind over hele landet og i særlig grad i hovedstaden.

For blot få uger siden var meldingen fra Sundhedsstyrelsen, at virus var under kontrol, og sådan ville det fortsætte. I dag er spørgsmålet snarere, om virus er ude af kontrol, og om der nu skal langt stærkere midler til.

København og alle omegnskommunerne står for langt de fleste smittede. Ikke bare i antal, fordi der bor flest mennesker her, men også i de såkaldte incidenstal. Tallet viser antal smittede i forhold pr. 100.000 indbyggere, og også her er København en absolut topscorer. For få måneder siden frarådede Udenrigsministeriet rejser til lande og områder med incidenstal over 20. I København er incidenstallet tirsdag over 800, så hovedstaden er i sandhed blevet højrød.

Flere borgmestre i København kalder nu smitten ude af kontrol, men det er naturligvis sundhedsmyndighederne, der skal komme med den melding. Men det er bekymrende, at de folkevalgte føler sig kaldet til at tage så store ord i munden. Trusler om at lukke Storebæltsbroen til jul, total nedlukning af kommuner og massiv testning af alle unge kan blive løsninger de næste dage.

Men julen og familiernes fest står for døren, testkapaciteten er presset til det yderste, og en lukning af broen er sjældent drastisk, så det er tvivlsomt, om det kommer på tale. Men noget skal der ske.

Det er opsigtsvækkende, at Nordjylland klarer sig bedst af alle regioner. Her er der 12 indlagte med covid-19 og tre på intensiv, hvorimod hovedstadsregionen har 226 indlagte og 30 på intensiv afdelinger. Kommunerne i Nordjylland blev lukket helt ned i få uger, og det høster kommunerne i området nu frugten af.

Frederikshavn og Vesthimmerland er blandt de kommuner, der har de laveste smittetal, hvorimod Ishøj og Frederiksberg har ligget i toppen i flere måneder.

Mange nordjyder stiller et interessant spørgsmål lige nu: Hvorfor lukkede man deres region godt og grundigt ned, da minkene var en trussel, hvorimod københavnsområdet fik en noget mildere kur, da smittetallet her steg eksponentielt? Eller er forklaringen, at københavnerne bare er mindre disciplinerede og mere trætte af coronarestriktioner?

Der er dog få positive elementer at fokusere på. Smittetallet er stadig 1,2, hvilket betyder, at smitten stadig spredes. Men det er trods alt en situation, der kan håndteres. Tallet var højere i foråret.

Lyntest er langt bedre end deres rygte og kan være et vigtigt alternativ til de pressede offentlige testcentre. Du kan faktisk blive testet til jul.

Vi er stadig et oplyst og disciplineret folk, der forstår at overholde restriktionerne. Undersøgelser viser, at vi har taget det nylige wakeupcall til os. Der er mere afstand, mere sprit og mundbind, hvor det kræves.

Hospitalerne er betydeligt bedre til at behandle patienterne, og vores kapacitet er nok presset – men ikke truet.

Vaccinen er lige om hjørnet. Det virker, som om det fælles europæiske agentur EMA, der skal godkende vaccinen, er kommet op i tempo, og de melder nu om godkendelse den 21. december. Det er et mysterium, at både USA, Storbritannien og Canada har været i stand til at godkende flere uger før EU.

Julen står for døren, og det bliver i høj grad op til borgerne i hovedstaden, om højtiden bliver en supersprederbegivenhed, eller om vi er på vej mod lysere tider.