Hvor er borgmesteren?

B.T. har i den forgangne uge ihærdigt forsøgt at få borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til i et interview at forklare, hvorfor den watertube, som Beredskab Fyn har liggende på lager til at stoppe oversvømmelser af offentlige anlæg, ikke kunne lånes ud til ængstelige grundejere i Seden Strandby.

Uden held.

Det er ellers lige nøjagtig Peter Rahbæk Juel, der sammen med de øvrige fynske borgmestre i Beredskabskommissionen har besluttet, at den kunstige dæmning kun kan bruges til beskyttelse af offentlig ejendom – og altså ikke skal hentes frem, hvis almindelige menneskers huse og haver er i fare.

Sidste weekend handlede næsten alt om stormen Malik og om frygten for oversvømmelser i kølvandet på den.

En frygt, som i den grad var til stede i Seden Strandby, hvor man tidligere har oplevet store problemer med forhøjet vandstand og derfor var i højeste alarmberedskab, da den værste storm i årevis sidste weekend ramte Danmark.

Der blev knoklet med sandsække og pumpeforanstaltninger, indtil bydelen ikke kunne gøre stort set andet end at krydse fingre for, at prognoserne om vandstandsstigninger på op mod to meter måske var for pessimistiske og derfor ikke ville komme til at holde stik.

Heldigvis virkede de krydsede fingre, og ødelæggelserne udeblev.

Men, men, men.

Alt imens der blev arbejdet i høje gummistøvler i Seden Strandby, lå en fuldfed løsning på problemet – en såkaldt watertube – tørt og godt opbevaret hos Beredskab Fyn.

Der var ikke brug for den, da de offentlige bygninger var 'på det tørre'.

Der skulle man måske så tro, at det 'kommunale fællesskab', som altså hedder Beredskab Fyn, kunne finde på at udvise »godt naboskab« og låne sikkerhedsforanstaltningen ud til grundejerne i Seden Strandby, som forud for stormens rasen var spået at være i fare for at blive ramt af vandmasserne.

Det er formentlig – og heldigvis – hvad der ville have faldet de fleste almindelige mennesker naturligt.

Men nej, kommunernes watertube må ikke hjælpe private. Heller ikke selvom det offentlige ikke har brug for den.

Uforståeligt, hvis man spørger en af dem, der brugte weekenden på at jonglere med sandsække.

»Når man har den liggende, så synes jeg, det er forrykt, at man ikke kan låne den ud til os, når der er de varsler, der var ved Malik. Hvis ikke dér, hvornår så?« spurgte Anders Rasmussen, der er en del grundejerforeningen i Seden.

Forrykt – ja, det lader det vel egentlig også til at være.

Den gode forklaring? Den er i hvert fald svær at få øje på.

Ikke desto mindre ved vi ikke, om den eksisterer, for det har vist sig umuligt for borgmesteren at finde tid til at fortælle, hvorfor den store plastikpølse ikke må lånes ud til private.

Måske fordi Peter Rahbæk Juel har haft anderledes travlt med at tale med kollegerne på TV 2 Fyn, hvor han giver den odenseanske senegaleser Sidy Badji gode råd med på vejen i anledning af, at han er blevet valgt som borgmester for de 60.000 borgere i Tenghori-området i det sydlige Senegal.

Tillykke til Sidy Badji – og kom nu, borgmester!

Det er en ommer.