133 værker til en værdi af 2 millioner kroner står lige nu og venter på at blive udstillet i en af Københavns Kommunes bygninger, så de københavnske skatteydere kan få glæde af kunsten.

Det er dem, altså skatteyderne, der har betalt for værkerne, men lige nu er der altså ingen, der kigger på dem.

Det viser en aktindsigt, B.T. har søgt, for at foretage et serviceeftersyn af Rådet for Visuel Kunst.

Et råd bestående af fem kunstfaglige personer samt tre medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation har til opgave at indkøbe kunst på kommunens vegne.

I 2021 er rådets budget på 700.000, og flere værker er blevet købt uden umiddelbart formål og derfor kørt direkte i depotets mørke.

Meningen er, at de på et tidspunkt kan stilles til skue på kommunens skoler, plejehjem eller andre bygninger. Men modsat andet inventar som borde, stole og lamper, venter man ikke med at indkøbe, til der er et behov. Man samler til bunke.

Et eksempel på sådan et værk er skulpturen 'Plug' til en værdi af 71.000 kroner af kunstneren Nina Beier. En orange håndvask med en cigar stukket op i afløbet. Købt i juni i år og kørt direkte på depot, hvor den såmænd står endnu.

I en kommentar til historien er Dansk Folkeparti som forventet kritiske. »Man må sikre sig, at det, man køber ind, har en brugsværdi, så borgerne får glæde af det. Det her handler ikke om pengene, men om princippet i det,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand i København, Finn Rudaizky.

Anderledes positiv er – og det er nok lige så forventeligt – medlem af Rådet for Visuel Kunst, tidligere kultur- og fritidsborgmester for Alternativet, Niko Grünfeld, der nu er medlem af partiet Frie Grønne.

Grünfeld mener, at kommunen burde bruge langt flere penge på kunsten, også selvom noget af det i første omgang køres direkte på lager.

»Der kommer en plan efterfølgende. Der sker en proces, hvor forvaltningen tilbyder at præsentere, hvor de forskellige kunstværker kunne gøre sig godt,« siger han.

Han uddyber, at værkerne kan skifte plads og komme til at hænge forskellige steder, hvorfor det ikke giver mening at indkøbe dem til et bestemt formål.

Men selvfølgelig giver det mening at tænke kunsten ind, hvor den passer – hvis man skal til fest vælger man heller ikke bare noget tilfældigt tøj i en genbrugsbutik.

I det kommunale budget fylder kunstindkøbene samlet set forsvindende lidt, og Københavns borgere fortjener bestemt noget fint at kigge på.

Mange kommunale bygninger, der i forvejen ikke altid er en fest at bevæge sig rundt i, ville være endnu mere trøstesløse, hvis der slet ingen kunst var.

Selvfølgelig skal Københavns Kommune købe kunst, men det skal gøres, når der er brug for det. Kunsten skal være fri, men indkøbet af den i Københavns Kommune skal åbenbart helst ligne tosset planøkonomi.

Køb kunsten efter behov – skatteydernes behov, ikke et råds behov.

Det føles ødselt og forkert, at man bare køber ind for at bruge et afsat budget uden at vide, om de pågældende værker nogensinde kommer de borgere, der har betalt for dem, til gode.

Den orange vask med cigarstumpen i afløbet risikerer at stå i depotet til evig tid, og det fortjener hverken den eller skatteyderne.