»København skal i 2025 være verdens første CO₂ neutrale hovedstad«.
Sådan står stadigvæk at læse på kommunens hjemmeside under afsnittet om den klimaplan, der blev præsenteret helt tilbage i 2009 og vedtaget i 2012.
»For at nå vores mål om at være CO2-neutral i 2025, er der brug for et tæt samarbejde mellem myndigheder, virksomheder, vidensinstitutioner og københavnerne,« lyder det videre i planen, hvor energiproduktionen skal trække det store læs, hvis målet skal nås.
Grøn omstilling betyder da også meget for en stor del af befolkningen i Københavns Kommune.
En repræsentativ undersøgelse, YouGov har foretaget for B.T. i dette efterår blandt beboere i Hovedstaden, viser, at »Miljø og klima« er det suverænt vigtigste tema, når vælgerne i København skal afgøre, hvor krydset skal sættes ved det kommende kommunalvalg. Langt foran integration, ældreomsorg, sundhed, skat og hvad der ellers kan være med til at påvirke vælgernes holdninger.
En by med grønne områder og mindre partikelforurening og rene havnebade er en drøm for mange.
Det er ikke kun københavnerne, der med stolthed har kigget frem mod titlen som verdens første CO2-neutrale kommune.
Visit Denmark har brugt det i markedsføring, og Statsminister Mette Frederiksen fremhævede det også under C40-topmødet i København i 2019.
I ugens løb kom det imidlertid i Jyllands-Posten frem, at København ikke når målet.
Det viser sig nemlig, at kommunen har talt strøm fra vindmøller, der står i andre kommuner, med i sit grønne regnskab. Det betyder, at strømmen fra de pågældende møller er regnet dobbelt med i CO2-regnskabet. Både hos Københavns Kommune og hos de kommuner, hvor møllerne står.
Det er svært at forestille sig, hvordan en så stor fejl kan opstå, men det er lidt af en skandale, for den slags talgymnastik får man desværre ikke mere grøn omstilling af.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen mener da også, at man »med rette« kan sige, at det dobbelte vindmølleregnskab er at »snyde på vægten«, og hun mener ovenikøbet, at der er flere andre problematiske elementer i kommunens opgørelse af CO2-regnskabet.
Historien om »dobbelt-møllerne« bringer mindelser om dengang det kom frem, at det affald, som københavnerne med møje og besvær sorterede i deres køkkener, ikke kunne brændes af nær hovedstaden, men måtte køres land og rige rundt i lastbiler i et logistisk helvede, som eksperter kaldte med rette kaldte for »lettere absurd«.
For det er der jo heller ikke meget grøn omstilling over.
Det er bestemt ikke, fordi der ikke gøres noget fra kommunens side, og den grønne omstilling i København skal ikke tales ned.
Men historier som disse undergraver borgernes tillid til udviklingen, for hvad kan man regne med?
I et forord til klimaplanen skrev tidligere overborgmester i København, Frank Jensen:
»Vigtigst af alt er københavnernes opbakning til planen og arbejdet med at føre den ud i livet. Uden københavnernes engagement og forståelse kan vi ikke indfri de mange ambitioner«.
Københavnerne fortjener ikke bare et renere miljø men også klar besked om de faktiske forhold – ikke et grønt blændværk, der er sortere under overfladen, hvis man kradser lidt i lakken. For så fordamper både engagementet og forståelsen.
