Det har vist sig langt, langt sværere, end man måske skulle tro.
At finde frem til den egentlige forklaring på, at en flytbar dæmning – en såkaldt watertube – som er indkøbt af de fynske kommuner og altså tilhører de skatteborgere, der har betalt for den, ikke må tages i brug, når private grunde eller ejendomme er truet af oversvømmelser.
For lysten til at tale har ikke været overvældende hos borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Det er ellers ham, der repræsenterer kommunens borgere – også dem i Seden Strandby – i beredskabskommissionen, hvor han sammen med de øvrige fynske borgmestre udstikker retningslinjerne for brugen af Beredskab Fyns materiel.
Kommissionens formand derimod, borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen (V), fortjener et klap på skulderen.
Han har nemlig i denne uge forsøgt at gøre B.T. klogere på, hvorfor kommunernes watertube ikke blev taget i brug under stormen Malik.
»For at komme med et billede på det, laver vi jo også en aftale for, hvornår en brandbil skal ud af garagen. Hvis der udbryder brand i en bygning, nytter det ikke noget, at brandbilen er ude ved et andet ærinde. Samme princip gælder med watertuben,« forklarer kommissionsformanden, inden han bliver spurgt:
Men er det ikke, når man får vandstandsprognoserne, at man skal sætte ind med en watertube?
»Vi følger de regler, vi har lavet. Man kan ikke midt under en storm beslutte sig for bare at gøre noget andet. Det handler om et serviceniveau,« slutter Morten Andersen (V), der i øvrigt ikke mener, at man bør genoverveje retningslinjerne.
Det er så her, man for alvor må undres.
For jo, det tager oftest dage at sætte den flytbare dæmning op, fordi den under opsætningen skal fyldes med ualmindelig store mængder vand. Det er med andre ord ikke en foranstaltning, man kan rykke ud med akut, hvilket gør sammenligningen med en brandbil mere end svær at forstå.
At det skulle være en værdi i sig selv, at »vi følger de regler, vi har lavet«, er endnu mindre forståeligt - og den forklaring, at det skulle handle om »et serviceniveau«, giver desværre også bekymrende lidt mening.
Her får man næsten lyst til at minde om, at det, der ikke kan forklares, heller ikke kan forsvares.
Forventningen til dem, der forvalter vores fælles midler må netop være, at de sørger for at sikre os størst mulig effekt af de ressourcer, vi i fællesskab har til rådighed, hvilket man tilsyneladende ikke har formået i denne sammenhæng.
For hvorfor stiller kommunerne ikke den fællesejede watertube til rådighed for dem, der har brug for den, når det offentlige har sit på det tørre og ikke skal bruge den?
Den er vel trods alt indkøbt til det samme…
Det spørgsmål, mangler vi som sagt stadig et forståeligt svar på. Den, der er villig til at bidrage med den gode forklaring på netop det forhold, er garanteret citat i næste uges udgave af B.T.
Andre steder i landet lader man nemlig ikke vores fælles indkøbte watertubes ligge på lageret alene af den grund, at de ikke må komme private til gavn.
– og nej, det handler ikke om, at det er synd for dem, der bor ved vandet.
Men om, at kommunerne må og skal huske, at de er til for borgerne og ikke omvendt.
