15.730 kroner – det er immervæk en slat.

Ikke desto mindre er det størrelsen på det honorar, hver af de to fratrådte letbanedirektører Mogens Hagelskjær og Steen Lykke kan fakturere for en enkelt dags arbejde som eksterne konsulenter på letbaneprojektet.

Det svarer næsten til en firedobling af timelønnen sammenlignet med den – også temmelig gode – betaling, de to hver især har fået som direktører.

Og jo – der er formentlig ingen tvivl om, at både Steen Lykke og Magens Hagelskjær har et unikt kendskab til projektet, eftersom de selv har stået i spidsen for etableringen af det.

Et kendskab, som ifølge letbaneselskabet er second to none, og som derfor retfærdiggør, at man nu er klar til at betale de to fyrstelige konsulenthonorarer for at gøre deres arbejde færdigt.

Det er da også uden for enhver diskussion, at de to har mere viden om og indsigt i projektet end nogen andre. Set i det perspektiv er det da formentlig også rigtigt, at de to er pengene værd.

Det ændrer bare ikke ved, at forløbet efterlader indtrykket af en mildest talt mystisk timing.

Havde letbaneledelsen – herunder de to direktører – formået at overholde de tidsfrister, der indtil for få måneder siden var sat for projektet, så havde det ikke været nødvendigt at betale dem ekstra i form af dyre honorarer. For så havde Mogens Hagelskjær fint kunnet nå at åbne letbanen, inden et nyt job ventede på ham ved årsskiftet.

På samme måde som den tekniske direktør Steen Lykke fint havde kunnet nå at lukke og slukke med en flot åbning af letbanen som den sidste bedrift i langt arbejdsliv.

Sådan skulle det bare ikke være.

For mærkeligt nok har det ikke været en mulighed for nogen af de to at blive hængende de få måneder ekstra, det kræver at få gjort letbanen helt køreklar. Ikke på en direktørløn i hvert fald.

Til gengæld er det så heller ikke længere de to, som ellers har tegnet hele projektet i anlægsfasen, der sidder med direktøransvaret, når de første passagerer skal fragtes gennem byen, og der skal sættes to streger under facit i forhold til de samlede anlægsomkostninger på projektet, der senest er spået at komme til at koste knap 3,6 milliarder kroner.

Set udefra kan det være svært at forstå, at det skal være nødvendigt at slutte projektledelsen på denne måde.

Forhåbentlig viser det sig, når letbanen slår dørene op, at der ikke var nogen grund til bekymring.

At fratrædelserne faktisk ikke skyldes, at der stadig ligger ubehagelige overraskelser og venter for letbanen. At manøvren ikke resulterede i store ekstraregninger i form af dyre honorarer til fratrådte direktører.

Det fortjener de mange odenseanske skatteydere, som finansierer projektet, nemlig på ingen måde.