Stakkels kommuner. De må sættes fri, må man forstå.

– og de ældre må så aflevere deres ret til medbestemmelse, så kommunernes liv kan blive lettere.

Social- og ældreministerens planer om at iværksætte omfattende frikommuneforsøg kan vise sig at blive endestationen for de ældres mulighed for selv at vælge, hvem de gerne vil have til at gøre rent eller levere aftensmaden.

For forsøgene vil ifølge oplægget fra regeringen give kommunerne mulighed for at fritage sig selv for forpligtelsen til at tilbyde de ældre at vælge selv.

En kendsgerning, som ganske forståeligt møder hård kritik.

Ældre Sagen og Dansk Industri er gået sammen i en usædvanlig alliance i forsøget på at lægge forslaget i graven, for som branchedirektør i Dansk Industri Jakob Scharff udtrykker det, vil forslaget »bombe ældreplejen 20 år tilbage«.

De ældre har siden 2003 selv haft indflydelse på, hvem der skulle hjælpe dem, og udsigten til, at de ældres rettigheder på det område kan tilsidesættes, vækker derfor harme hos Ældre Sagen, hvor direktør Bjarne Hastrup tørt konstaterer:

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan fjernelse af rettigheder skulle gøre ældreplejen bedre.«

Diskussionen om, hvorvidt frikommuneforsøgene er en håndsrækning til de ældre eller i virkeligheden bare medfører, at kommunerne ikke længere er forpligtet over for borgerne, må og bør fortsættes både hjemme omkring kakkelbordene og på Christiansborg.

Det umiddelbart interessante ved udspillet er dog, at det endnu engang udstiller regeringens trang til at konsolidere magten hos myndighederne på bekostning af den enkeltes indflydelse, frihed og medbestemmelse over egen tilværelse.

Det er en umådelig trist tendens.

For ideen om, at mere system og mindre frihed er opskriften på alt det bedste, er ikke bare forkert, den har også et skær af noget foruroligende autoritært over sig.

'Systemet før borgeren' lader til at være regeringens udgangspunkt.

– og det lige meget, om det handler om unges alkoholforbrug, rygning eller om valg af gymnasium. Den bagvedliggende verdensopfattelse lader til at være, at systemet altid ved bedre end de borgere, det skal tjene.

Med den tilgang svækkes borgeren i disse år igen og igen over for systemet – og det i en tid, hvor der i virkeligheden er brug for præcis det modsatte.

For nej, kommunerne har ikke eneret på at definere, hvad der er god eller dårlig ældrepleje. Det har de ældre.

Præcis, ligesom det er kunden og ikke butikken, der bestemmer, hvad der efterspørges.

Målet med den kommunale ældrepleje bør derfor – ligesom det gælder den kommunale børnepasning eller kommuneskole – være, at den er et tilvalg snarere end det modsatte.

Størst mulig variation og valgfrihed er derfor en vigtig forudsætning. Det gælder i ældreplejen som alle andre steder.

– og pengene er jo som bekendt de samme.

Hvad er i øvrigt kunsten i at tvinge de ældre til at makke ret?

Andre læser også