Landets dronning har nu siddet 50 år på tronen i mere end fin stil. Det skylder vi hende stor tak for.

Dronning Margrethe har formået at styre Kongehuset sikkert fremad gennem årtierne, så det stadigvæk i dag er et vigtigt samlingspunkt for danskerne. Tilpas balanceret mellem det folkelige og det ophøjede.

Opbakningen til institutionen og regenten er tårnhøj i befolkningen, og overalt, hvor Dronningen kommer frem, stimler danskerne sammen.

I en tid, hvor der er meget, der deler os, skal vi sætte pris på alt det, der samler os. At Dronningen gør dét, er sammenrendet omkring fjernsynet nytårsaften ved taletid og befolkningens store fremmøde ved offentlige kongelige arrangementer levende beviser på.

Under forrige års coronanedlukning talte dronning Margrethe desuden direkte til danskerne 'uden for nummer', og man må sige, at vi lyttede.

Flere end tre millioner så med, da majestæten tonede frem på skærmen med både formanende og trøstende ord i en besværlig og mærkværdig tid:

»Coronavirus er en farlig gæst. Den spreder sig som ringe i vandet, og det går stærkt. Myndighedernes råd er egentlig ret enkle: Vask hænder. Hold afstand. Undgå fysisk kontakt. Bliv hjemme,« lød det blandt andet i talen.

Det er en kendt sag, at Dronningens taler til befolkningen bliver til i tæt samarbejde med Statsministeriet.

Det er der god ræson i, for det er ikke holdbart, hvis regenten hverken bevidst eller ubevidst taler direkte imod en siddende regering. En af de mange årsager til det danske kongehus' succes er netop evnen til sige meget, uden at det bliver for politisk betændt, og alene af den årsag giver det mening at, at budskaberne er koordineret med Christiansborg.

Med visheden om den styrke, hvormed Dronningen kan kommunikere til danskerne, kan man godt forstå det, hvis man fra politisk hold kunne blive fristet af at forsøge at lade egne budskaber flyde gennem Dronningen ud til befolkningen. For når dronning Margrethe taler, lytter danskerne.

Vi har naturligvis ikke fuld indsigt i, hvad der præcis kommer fra Statsministeriet, og hvad der er Dronningens eget præg på talerne. Men når man, som det var tilfældet i årets nytårstale, hører Dronningen kalde ikke bare de udsendtes indsats i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan, men også de danske myndigheders, for »en imponerende bedrift«, kan man desværre godt få den tanke, at fristelsen til at snige lidt ministeriel selvros ind i talen har været for stor.

Sandheden var nemlig, at der godt nok blev kæmpet med næb og kløer af dem, der arbejdede med selve evakueringen, men at der også var ramsaltet kritik af myndighedernes forberedelser og analyse af, hvor hurtigt situationen ville udvikle sig.

Man havde undervurderet hastigheden i Talibans fremmarch uden fremmede tropper i landet og var reelt i overhængende fare for at komme på bagkant med evakueringen af blandt andet de tolke, der havde arbejdet for de danske soldater i landet.

Danmark er mere end godt tjent med det kongehus, vi har.

Det afstemte forhold mellem de kongelige, det politiske system og befolkningen er makronbunden, det hele hviler på, og derfor er det også afgørende, at det politiske system har den samme respekt for den delikate balance mellem Kongehuset og det øvrige samfund, som dronning Margrethe nu gennem 50 år på imponerende vis har udvist.