Fra i dag får du, der læser med, en tættere dækning af livet i hovedstaden end nogensinde tidligere hos B.T.

På vores nye københavnerredaktion vil vi hver dag gå til tasterne for at fortælle de historier, der påvirker livet og udviklingen her.

Men mere end noget andet vil vi opdatere dig på alt det, der sker i byen. Hurtige nyheder om det vigtigste.

København rykker på alle planer. Boligpriserne stiger, fodboldklubberne styrer, og den grønne omstilling ruller.

Men København er også skandaler på rådhuset, larm i gaden og partikelforurening, der presser den gennemsnitlige levealder nedad i hovedstaden i forhold til andre steder i landet.

Alt det vil vi bestræbe os på at følge så tæt som muligt.

Vi har også et mål om at lave metervis af brugbare lister og guides over byens fortræffeligheder såvel som fortrædeligheder. For B.T. er altid med dig, både når du skal vælge den rette skole til ynglet og den rette pizza til aften.

Hen ad vejen vil vi også jagte svar på nogle af de spørgsmål, der uvægerligt trænger sig på, hvis man følger udviklingen i København:

Hvorfor er de højeste læreanstalter i byen blevet bannerførere for den udvikling, der gør det til en forbrydelse at tage en sombrero på til en udklædningsfest og gør det til kunst at smide gipsafstøbninger af gamle statuer i havnen?

Hvorfor lever vi med, at der begås flere drab i Fristaden end noget andet sted i landet?

Og hvorfor er det kun socialdemokrater, der kan blive overborgmestre i København?

Vi er også meget interesserede i at høre, hvad vores læsere går op i og mener, at vi skal beskæftige os med på redaktionen.

Skriv til os, hvis du har et tip til en god historie: Tipkbh@bt.dk