De fleste forældre ved, hvor befriende det kan være at stikke arvingen en iPad for så at kunne nyde lidt stilhed, mens junior går på opdagelse i spil eller på YouTube. Den lille manøvre er vi nok en del, der gør brug af. Nok også oftere, end mange af os egentlig er stolte af. I så fald er der god grund til at læse med i dag.

I dag griber vi på B.T. fat i et emne, som vi nok kommer til at tale meget mere om de kommende år: afhængighed af computerspil.

96 procent af de 13-19-årige drenge spiller computerspil. Halvdelen af dem spiller hver dag. Computerspil kan være både udviklende og sociale, men som det understreges i vores dækning, er mange computerspil i dag dragende i en sådan grad, at det kan føre til decideret afhængighed.

Spillene er – selvfølgelig – udviklet og designet således, at spillerne bruger mest mulig tid på dem. Det er der såmænd ikke så meget nyt i. Udviklerne af Super Mario, Pac-Man og mange andre af datidens spil har sikkert haft samme udgangspunkt. Det modsatte ville jo ganske enkelt ikke give nogen mening.

Det nye er, at mange af os forældre ikke har føling med spillene. Vi kender dem ikke, vi ved ikke, hvor dragende de er, vi ved ikke, hvor opslugt vores børn kan blive af dem, hvis de først er blevet suget ind i et helt nyt og spændende univers. Og når vi ikke har føling med, hvad det er, vores børn har mellem hænderne, bliver det også sværere at se og forstå, hvad der egentlig foregår.

Børn skal have lov til at spille computerspil. Selvfølgelig skal de det. Men som forældre har vi ansvaret for at opsætte rammer for det. Det kan være noget så gammeldags som et bestemt antal minutter, der må spilles om dagen. Og så skal vi forældre spille med eller i det mindste sætte os ind i, hvad der foregår. Så vi får føling med og indblik i en vigtig del af vores børns liv. Det skylder vi vores børn og os selv.

Og bare lige for at runde af, hvor vi begyndte: Det er ikke – og bliver det aldrig – forbudt at stikke junior iPad’en. Forældre har alle dage haft brug for en timeout.