Søndag var der maksimalt et år, til der skal afholdes valg til Folketinget. Kun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved, hvornår valget udskrives og afholdes, men reelt er der allerede gået valgkamp i den, og går der næsten et helt år, før vi skal en tur i stemmeboksen, kan det blive et langt år.

Man ser det næste år for sig: Oppositionen med Mette Frederiksen (S) i spidsen kræver dit, forlanger dat og byder over, når regeringen kommer med udspil. DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil støtte regeringen, men fortsat flirte med Socialdemokratiet, så han og Dansk Folkeparti eventuelt vil kunne glide over og støtte en S-regering efter et valg. Imens vil Lars Løkke Rasmussens regering forsøge at få gennemført lidt af den politik, man gerne vil, så regeringen har resultater at vise i en valgkamp.

At oppositionen arbejder på den måde, er næsten så sikkert som amen i kirken. Det samme er tilfældet for den siddende regering. Begge dele er på en gang forudsigeligt og trættende.

Det opsigtsvækkende er Kristian Thulesen Dahls måde at agere på. Han har - med et vist held - i flere år forsøgt at bilde os ind, at der er mere indflydelse at hente uden for en regering. Det er dog relativt absurd, når man tænker sig lidt om.

For det giver naturligvis mere indflydelse konstant at sidde med ved bordet og være med til at lægge den overordnede kurs for Danmark. Men det kan også give øretæver at have ansvaret. Der savner vi stadig, at Dansk Folkeparti træder i karakter. Kristian Thulesen Dahl har flere gange signaleret, at han og DF gerne vil i regering, men ikke uden indlagte forbehold, og når vi er kommet tæt på, har vi til sidst fået sangen om, at indflydelsen er større uden for.

Ansvaret kan gøre ondt - men det eneste rigtige er at tage det. Forskellen på et populistisk protestparti og et ansvarligt parti findes i netop modet til at tage magten. Og Danmark har brug for modige politikere og partier.

Det er Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer, men det ville være rart med et valg inden den ultimative deadline.