Du skal forberede dig på det værste og ikke blive forskrækket. For jeg bliver et uhyre, sagde hun til sin mor. Og blev det. Et uhyre, der nærmest kravlede på væggene. Skreg. Svedte.
»Hvordan jeg kom ud af det, forstår jeg slet ikke,« siger den tidligere topmodel Winnie Hollmann.
Om at kæmpe sig ud af djævelens favntag. Ud af sit heroinmisbrug.
»Det kunne have gået så grueligt galt,« tilføjer hun. Med alvor i de ellers smilende øjne.
I sin nye bog 'Mit liv på kanten' fortæller Winnie Hollmann om sin vilde rejse fra Brønshøj til Paris. Fra Paris til New York.
Om i de vilde 1970ere på rekordtid at blive en af de mest eftertragtede fotomodeller, som arbejdede med alle de største og levede et liv i overhalingsbanen.
Drak champagne, festede og var venner med den tids absolutte inderkreds.
Men i 1976 blev der vendt op og ned på hendes liv, da hun i Los Angeles mødte Hollywoodstjernen Jack Nicholson. Som hun pladask forelskede sig i.
Det var ham, der serverede den første bane kokain for hende. Og ham, der fik hende til at flytte fra Paris til New York, hvor hun blev introduceret til en helt anden måde at feste på.
Hvor den i de europæiske storbyer stod på cocktails og champagne i stride strømme, var kokain altid inviteret med til fest på det berømte Studie 54, hvor Winnie Hollmann – udover Jack Nicholson – festede med Andy Warhol, Bianca Jagger, Liza Minnelli, Truman Capote, masser af kokain og quaaludes, angstdæmpende piller.
Det var til en middag med Andy Warhol, at hun blev introduceret til hans ven Tom Sullivan, en flamboyant cowboy fra Florida, som kort forinden var flyttet til New York og som med sin stormkur fik slået benene væk under hende.
»Han var en vej ud af Jacks usynlige kløer,« beskriver Winnie Hollmann, som i perioder var dybt frustreret over den manglende udvikling i forholdet til Jack Nicholson.
Livet med Tom Sullivan var da også ren fest og farver. Og en dag spurgte han, om hun havde lyst til at prøve en bane. En brun bane.
»Jeg tænkte, at det var ligesom alt det andet, vi tog. Men det skulle hurtigt blive anderledes, kan man sige,« fortæller Winnie Hollmann, som var og altid har været drevet af sin nysgerrighed.
Men ingen idé havde om, at den brune bane var heroin. Et stof af en helt anden kaliber end kokain. Og et stof som Tom Sullivan tidligere havde været afhængig af.
Nu var han det igen. Ligesom Winnie Hollmann hurtigt blev det.
»Hvis man drak eller tog kokain, var man frisk næste dag eller to dage efter. Men det her var noget helt andet, som man bare skulle have.«
»Det var virkelig chokerende og skræmmende. Og det var derfor, at jeg altid var bange. Den konstante skræk for abstinenser, for ikke at have det inden for rækkevidde, for ikke at have nok.«
»Det er så totalt stressende, så kan man slet ikke være til. Og det skete jo lynhurtigt, hvor man var nødt til at tage det hver dag,« beskriver Winnie Hollmann og kalder det en frygtelig tid.
»For alt gik jo galt der. Fra det øjeblik jeg tog heroin, kunne det kun gå ned af bakke. Og det gjorde det også.«
»Penge. Venner. Alt røg. Man bliver jo et helt andet menneske. Tænker kun på sig selv og på at få den næste bane, og vil kun være sammen med mennesker, der tager det,« husker Winnie Hollmann, som i månedsvis boede i en heroinboble med Tom Sullivan.
Hendes ellers velvoksne konto, der havde bugnet med penge fra de mange modeljobs, var pludselig tømt. Af Tom Sullivan.
»Lejligheden måtte vi sælge. Intet havde jeg tilbage. Selv mine smykker, jeg havde fået i gave fra den italienske greve, gik han ned og pantsatte.«
Selv var Winnie Hollmann også klar til at pantsætte resten af sit liv. Leve med sin afhængighed.
»Man luller sig jo ind i, at man sagtens kan passe arbejdet, hvis man lige har nok til hver dag. For man bliver jo ikke skæv eller høj af det, når man tager det hver dag.«
»Så bliver det normalt, og du tager det, så du kan fungere. Og det forestillede jeg mig, at jeg skulle resten af livet faktisk, indtil jeg fik en ud af kroppen oplevelse.«
»Dér vidste jeg, at nu skulle jeg bare ud af det. Lige med det samme, ellers ville det aldrig ske,« fortæller Winnie Hollmann.
Hun er ikke stolt, når hun tænker tilbage på den tid. Men stolt over, at det med moderens hjælp lykkedes hende at komme ud af misbruget.
Tom Sullivan smed hun på porten. Fik sin mor til at flyve til New York og babysitte sig.
Sagde ligeud, at uanset hvor meget hun tiggede og bad om stoffer, måtte moderen ikke give efter.
»Jeg kan kun takke min mor og trygge barndom for, at jeg havde viljestyrke til at komme ud af det. Og det var fantastisk.«
»Selvfølgelig havde jeg gerne været det foruden, men måske skal man et eller andet igennem i sit liv. Og mit havde jo kørt på skinner indtil da.«
»Så det skete. Man kan ikke lave om på det. Men jeg kan godt fortryde den første gang, jeg tog den bane,« siger Winnie Hollmann.
Som i øvrigt kort efter fandt sammen med Jack Nicholson igen. Blev gravid. Og flyttede hjem. En historie, som du tidligere har kunnet læse om i B.T.
Modelkarrieren er for længst ovre. Hun savner den ikke. Men hun savner, at der sker noget.
»Så sidder man der med venner og drikker lidt vin, snakker gamle dage og sygdom. Og hvor sjovt er det?« griner hun.
'Mit liv på kanten' er udkommet på Forlaget Momenta
Fik du læst:
