Thomas Buttenschøn og Mille Gori danner ikke længere par.

Det bekræfter førstnævnte over for B.T. på den røde løber ved Tvprisen.

»Det er et stykke tid siden,« fortæller han yderligere, men vil ikke komme nærmere ind på, hvad der er årsag til bruddet.

Thomas Buttenschøn fortæller dog, at han det sidste års tid »ikke har haft det skidegodt«, men forsikrer om, at han »har det godt nu«.

Mille Gori.
Mille Gori. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

Thomas Buttenschøn og Mille Gori blev venner, da de begge arbejdede i Cirkus Summarum, og stod efterfølgende frem som kærester i 2018.

Året efter afslørede Thomas Buttenschøn og Mille Gori, at der var et bryllup i vente. Så langt nåede de imidlertid ikke, og nu er kærligheden altså bristet.

Mille Gori blev for alvor et kendt ansigt, da hun tonede frem på DR Ramasjang iført kedeldragt og fletninger som Motor Mille.

Siden har hun flere gange været på skærmen i andre sammenhænge, blandt andet som dommer i TV 2-programmet 'Danmarks vildeste danser', og hun er lige nu aktuel i Discovery+-programmet 'Øen VIP'.

Thomas Buttenschøn slog for alvor igennem i 2006 med albummet 'Fantastiske mandag', og så har han blandt andet deltaget i Melodi Grand Prix og var i 2018 dommer i 'Danmark har talent'.