B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.
I denne uge konferencier, moderator og tidligere tv-vært Heidi Frederikke Rasmussen, som – efter at priserne er steget voldsomt – øver sig i at ændre sine indkøbsvaner.
Til hverdag handler jeg altid i…
»Jeg handler allermest i vores Rema 1000 i Hareskovby. Det er vores lokale supermarked. Men jeg er faktisk sådan en, der elsker at handle i forskellige butikker, nok fordi tingene måske står forskelligt, eller man kan få forskellige ting.«
»Så jeg bliver inspireret til at købe andre ting i forskellige butikker. Det bliver for ensformigt og lidt for meget automatpilot for mig at handle det samme sted.«
»Jeg opsøger ikke nye supermarkeder på den måde. Jeg veksler bare lidt. Nogle ting fra Meny kan jeg godt lide, andre fra Netto.«
Hver uge handler jeg for cirka…
»Det ved jeg satme ikke. Jeg er faktisk inde i en periode, hvor jeg virkelig prøver at spare på mine dagligvareindkøb, prøver at øve mig i dét at handle til flere dage ad gangen.«
»Så lige nu vil jeg tro, at jeg handler for 1.200-1.500 kroner om ugen, at det er, hvad jeg prøver at holde mig på for os tre (Heidi Frederikke og hendes to børn, red).
»Jeg synes simpelthen, at det er blevet så dyrt at handle, så jeg øver mig virkelig i den disciplin at handle til flere dage, for det gør, at jeg køber mindre. Jeg bliver jo ikke fristet hver dag.«
I mit køleskab finder du altid…
»Mælk. Økologisk minimælk. Jeg handler faktisk meget økologisk.«
»Og så er der æg, ost og smør. Og en masse grøntsager. Det finder du altid.«
»Så har man et eller andet go-to, hvis man hurtigt lige skal have et eller andet. Som en rugbrødsmad med ost.«
»Og mælken er til kaffen. Jeg skal have en kop kaffe hver morgen.«
»Jeg kan godt lide at have de basale ting og mange grøntsager i mit køleskab. Og om sommeren finder du også altid en flaske hvidvin.«
»Man skal have en flaske kold hvidvin liggende, hvis der kommer nogen dumpende forbi.«
Når jeg går i supermarkedet, impulsshopper jeg næsten altid…
»Det er jo for pokker det, jeg prøver at undgå ved ikke at købe ind hver dag.«
»Men jeg impulsshopper tit og typisk forskellige tapenader eller pesto. Dog sjældent søde sager, for jeg er ikke sådan specielt sødtandet. Mere mad agtig.«
»Så det er helt klart forskellige madvarer, som jeg i princippet ikke har brug for, men som jeg synes er lækre. Og det er typisk tapenade, pesto, oliven, en god ost og sådan noget.«
Jeg kunne aldrig drømme om at bruge penge på…
»Jeg er faktisk ekstremt selektiv, når jeg handler, så der er nok mange ting. Men det kunne være en eller anden købekage, det ville jeg aldrig bruge penge på.«
»Det er ikke, fordi jeg god til at bage selv, men grundlæggende fordi jeg slet ikke spiser den slags og heller ikke synes, at det er lækkert.«
»Andre må meget gerne købe og spise det. Det er der intet galt med. Men jeg ville aldrig selv købe det, for jeg kan ikke lide det.«
»Mine børn har en enkelt gang overtalt mig til at købe en mazarintærte, men det gider jeg faktisk ikke bruge mine penge på.«
Mit forhold til tilbudsvarer er…
»Det er noget, jeg er blevet mere bevidst om.«
»Jeg vil helst ikke gå for meget på kompromis med kvalitet, men der findes masser af tilbudsvarer, som er kvalitet, der er ved at løbe ud på dato eller andet.«
»Efter at det er blevet så dyrt at handle, har jeg fået et helt andet syn på det og er klart blevet meget mere opmærksom på at holde øje med det.«
»Jeg sidder ikke – som i aldrig nogensinde – og læser i en tilbudsavis, men når jeg er ude at handle, er jeg blevet mere tilbøjelig til at tjekke, om de her økologiske æg er på tilbud i forhold til de her økologiske æg, hvor jeg før bare havde taget den første og den bedste.«
»Så på den måde vil jeg sige, at jeg har fået et mere bevidst forhold til tilbudsvarer.«
Mit favoritsupermarked er…
»Jeg er rigtig glad for vores lokale Rema 1000. For når man kommer dér, føler man sig altid velkommen. De er supersøde, der er altid totalt ordentligt og ryddeligt og fyldt op med varer.«
»Så det er faktisk mit yndlings supermarked. Ikke kæden, men vores lokale. For ham, der har den og de mennesker, der arbejder der, gør det bare til et godt sted at komme på alle måder. For det er meget persondrevet.«
Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i…
»Jeg vil nødig sætte et navn på, men et supermarked, hvor der er beskidt, hvor der ikke er venlighed, der bryder jeg mig ikke om at komme.«
»Jeg kan godt lide, at det er et rart sted at handle. Det betyder meget for mig.«
Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert…
»Så putter jeg burrata, lufttørret skinke, virkelig gode oliven, alle mulige tapenader, pesto, lidt italiensk tapas i den.«
»Jeg har måske også en lille svaghed for det italienske supermarked Supermarco, som er virkelig lækkert og virkelig dyrt, så hvis jeg virkelig skulle shoppe amok og gøre det ekstra lækkert, ville jeg nok tage derud og købe ind til italienske tapas.«
»Både fordi alle vil kunne spise det, og fordi jeg elsker sådan noget mad.«
Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt…
»Det kan enten være til hjemmelavede burgere eller til en hurtig pastaret.«
»Min datter har sådan en go-to pasta, som vitterlig, når pastaen er kogt, tager fem minutter at lave.«
»Det er faktisk hende, der har implementeret den hjemme hos os. At man lige pifter op med lidt bønner og lidt grøntsager, så har man en superhurtig og sund ret.«
»Jeg tror, at den er vores life-saver på en dag, hvor det skal gå virkelig hurtigt, og hvor det samtidig også er virkelig billigt. Og sundt.«
Hvis jeg skulle preppe, ville jeg fylde skabet op med…
»Masser af vand. Pasta, pesto, mel, gær, toiletpapir. Arh, den er måske ikke helt gennemtænkt, for jeg kan nok ikke bruge ovnen?«
»Jeg har aldrig været sådan en, der stackede, så det med at preppe er nok noget, jeg skal sætte mig ordentligt ind i og øve mig i.«
»Men jeg vil helt sikkert købe en masse vand. Knækbrød. En spegepølse. Pesto. Og toiletpapir. Sådan må det blive.«
Fik du læst: