Det var en stolt Lise Baastrup, der mødte op til premieren på 'Skønheden og udyret' i Det Kongelige Teater tirsdag.
For den 40-årige skuespiller har tabt sig markant, og hun vil gerne fortælle hemmeligheden bag.
Det skriver Billed-Bladet.
Lise Baastrup fortalte til mediet, at hun føler sig friskere, end hun har gjort længe, og at vægttabet har været ganske traditionelt.
»Jeg er gået en tøjstørrelse ned. Jeg spiser halvt så meget og går meget mere,« fortalte Lise Baastrup til mediet og fortsatte:
»Det holder jeg ikke øje med (tallet på vægten, red.). Det er mere, at jeg føler, jeg stadig holder mig i form. (…). Så længe jeg kan mærke, at jeg føler mig sund, når jeg står op om morgenen, og der ikke er for meget, der gør ondt.«
Ifølge Billed-Bladet kom Lise Baastrup også direkte fra træningscentret til premieren i Det Kongelige Teater.
Lise Baastrup er gift med sin mand Jacob Dahl, og sammen har parret to døtre på henholdsvis to og seks år.
Til premieren fortalte hun også, at motivationen især har fået et løft, efter at hun og ægtemanden Jacob Dahl er kommet igennem en periode med søvnproblemer hos deres yngste datter.